Udvikling af innovative og banebrydende pumpeteknologier og vandløsninger har altid været Grundfos’ opskrift på succes med et tæt samarbejde med førende forskere som integreret komponent. Adgang til forskning og kandidater i international klasse er essentielt for Grundfos og andre teknologidrevne virksomheder.
Mere bæredygtig industri og investeringer i naturvidenskabelig forskning og innovation er vigtige elementer på vejen mod bæredygtig udvikling. Men forskningen kan ikke fungere på langt sigt uden en ”fødekæde” af unge, der vælger en karriere inden for naturvidenskab og teknik og derigennem bidrager til en bæredygtig fremtid.
Klimaforandringerne kan true verdenssamfundets stabilitet, og klimaforandringernes konsekvenser handler næsten altid om vand. Derfor er klimarelateret vandforskning af stigende vigtighed, også for Poul Due Jensens Fond.
Sådan støtter vi forskning og læring
Hvad? | Vi understøtter missionsdrevet forskning og nytteinspireret grundforskning. Vi ønsker at fremme samarbejde mellem forskningsgrupper, nationalt og internationalt samt diversitet i forskning og i STEM-fagene i det hele taget.
Vi finansierer endvidere aktiviteter og initiativer, der giver børn og unge – og deres lærere – større muligheder for at møde naturens og teknikkens undere. |
Hvordan? | Langsigtet forandring kræver langsigtet indsats. Fonden investerer i forskningsprojekter, som skræddersys til forskningsgruppen og til forandringsmålene. Vi definerer fælles mål med vores partnere og samarbejder tæt indtil målene er nået. Ofte justerer vi de fælles mål efterhånden som vi bliver klogere.Fonden bidrager desuden til initiativer og projekter der kan stimulere interessen og nysgerrigheden for naturvidenskab og teknik hos børn og unge. |
Hvem? | Fondens støtte kommer især tekniske, naturvidenskabelige og didaktiske fag på danske universiteter direkte til gode, herunder indirekte mange studerende og ansatte samt de virksomheder der aftager de dygtige kandidater.
Derudover håber Fonden at støtte børn, unge og lærere i grundskoler og på ungdomsuddannelser ved at stimulere nysgerrighed og interesse for naturvidenskab og teknik. |
Hvorfor? | Vi tror på forskningens forandringskraft. Vi tror på at de ideer, som skal lede os til en bæredygtig fremtid, i vid udstrækning allerede findes på universiteterne. Vi kan hjælpe til at forløse ideerne til gavn for verden og for samfundet.
På samme måde tror vi på, at nysgerrighed og interesse for teknik og naturvidenskab ligger naturligt i alle børn, og kendskabet hertil er en essentiel del af almen dannelse. |