Der skal være plads til alle børn på håndboldbanen, og det skal frem for alt være sjovt at gå til håndbold. Det var udgangspunktet, da Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning i 2017 lancerede Antibulli Håndbold, som er et træningssite til børnehåndboldtrænere med gratis øvelser, redskaber og gode råd til at styrke sammenholdet. Antibulli Håndbold Prisen gives til en klub, som en hyldest for at opbygge og fastholde stærke fællesskaber i ungdomshåndbolden.
Charity match og prisuddeling
Mikkel Hansen og Poul Due Jensen, næstformand i Poul Due Jensens Fond, vil sammen overrække prisen d. 16. august i Ceres Arena i Aarhus. Prisen vil gå til ungdomsafdelingen i en klub, som arbejder for at styrke fællesskabet på og uden for banen – både på de enkelte hold og på tværs af hold og årgange. Med prisen følger 20.000 kroner til en fællesskabende aktivitet for alle klubbens ungdomshold.
Tre midtjyske klubber i spil til prisen
De nominerede til Antibulli Håndbold Prisen 2019 er Skive FH, KLG Håndbold og Silkeborg-Voel KFUM. Alle tre klubber arbejder sæsonen igennem med at styrke sammenhold og fællesskab – både på de enkelte hold, men også på tværs af årgange og køn. Det kan eksempelvis være gennem fællesspisninger, håndboldskoler osv. Alle håndboldklubber i landet har haft mulighed for at indstille sin ungdomsafdeling til Antibulli Håndbold Prisen.
Repræsentanter for Mary Fonden og MH24 har sammen med Poul Due Jensen og tidligere ungdomslandsholdstræner Claus Hansen udvalgt årets vinder af Antibulli Håndbold Prisen. Juryen har i udvælgelsen af vinderen lagt vægt på, at ungdomsafdelingen støtter trænerne i at have øje for børnenes trivsel, har fokus på inddragelse af forældrene og bevidst arbejder for at skabe en klubkultur med plads til alle børn – uanset færdigheder på banen.
Antibulli Håndbold
Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning har skabt Antibulli Håndbold som et træningssite til børnehåndboldtrænere med konkrete øvelser, gode råd og redskaber, der gør det let at arbejde med sammenholdet og det gode børnefællesskab på både hold- og klubniveau. Alle elementer i Antibulli Håndbold er gratis og frit tilgængelige på antibulli.dk.
Antibulli Håndbold kombinerer erfaringer fra antimobbe- og trivselsindsatser med erfaringer fra håndboldverdenen. Grundtanken er, at et stærkt sammenhold og gode børnefællesskaber forebygger eksklusion og mobning. Målet med Antibulli Håndbold er:
- at øge ungdomstræneres bevidsthed og viden om forebyggelse af mobning samt inspirere til, at aktiviteter og øvelser med fokus på fællesskabet bliver en fast del af træningen.
- at øge forældres bevidsthed om, hvilken rolle de spiller for trivslen i deres barns fritidsliv.
- at skabe stolthed over og opbakning til at være med i en klub, hvor sammenholdet altid vinder.
Mobning og trivsel i fritidslivet
Børn og unge trives ikke automatisk, når de er sammen i deres fritid – og mistrivslen kan let forblive et overset problem, fordi det er frivilligt at deltage, og børn kan stoppe til fritidsaktiviteten, hvis de ikke trives.
- Hvert 6. barn har oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor til en fritidsaktivitet.
- Hvert 10. barn har valgt at stoppe til en fritidsaktivitet på grund af mobning eller mistrivsel.
- En fjerdedel af børnene synes, at det er i orden ikke at ville være på hold med én, der er dårligere end en selv.
- 15 % mener, at det altid eller nogle gange er ok at snakke negativt til en, der laver fejl.
- 12 % svarer nej til, at børnene altid bakker hinanden op til den holdidræt, de går til.
Kilde: ”Tweens, fritid og trivsel”, Center for Ungdomsstudier for Mary Fonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning, 2018. Undersøgelsen er foretaget blandt 1.450 elever i 3.-6. klasse.
Parterne bag Antibulli Håndbold
Antibulli Håndbold er udarbejdet af MaryFonden og MH24 – Foreningen Mikkel Mod Mobning i samarbejde med TrygFonden og Red Barnet.
Poul Due Jensens Fond samarbejder med MH24 om Antibulli Håndbold i Midtjylland.