Danske universiteter inviteres igen til at indstille morgendagens forskerstjerner til Grundfosprisen. Siden 2018 har prisen hædret unge forskere gennem temaet “The Stars of Tomorrow”.
Udvælgelseskriterierne er følgende:
- Forskningsområde inden for teknik og naturvidenskab
- Banebrydende, anerkendt og signifikant forskning
- Forskning, som skaber eller lægger fundamentet til samfundsgavnlige resultater (dvs. som bidrager til at opnå FN’s verdensmål)
Nomineringen skal bestå af en motivation (maks. 3 til 4 sider) samt et kort CV som sendes til grundfosprize@grundfos.com senest 1. maj 2021.
Kandidater som indstilles til Grundfosprisen må ikke være ældre end 40 år (mænd) / 45 år (kvinder) på dagen for uddelingen.
I 2021 uddeles Grundfosprisen den 11. november. Vinderen vil blive underrettet direkte i juli måned. I tilfælde af at udvalget ikke identificerer en kvalificeret kandidat, vil prisen ikke blive tildelt.
Nyt ansigt i priskomiteen
Professor emeritus ved DTU, Preben Terndrup Pedersen, er for nylig trådt ud af priskomiteen. Fonden vil i den forbindelse gerne sige tusind tak for mange års godt samarbejde. I stedet indtræder professor Ole Sigmund, ligeledes ved DTU, i komiteen.
Priskomiteen består herefter af:
– Jens Maaløe, formand, Poul Due Jensens Fond
– Niels Due Jensen, tidligere formand, Poul Due Jensens Fond
– Per Halkjær Nielsen, professor, Aalborg Universitet
– Nina Smith, professor, Aarhus Universitet
– Ole Sigmund, professor, Danmarks Tekniske Universitet
Læs mere om indstillinger og tidligere vindere her: Grundfosprisen