Konceptet går forenklet sagt ud på, at FlexFabrikken i samarbejde med de lokale jobcentre identificerer og gør de unge klar til at indtræde på arbejdsmarkedet. Håndboldklubberne byder de unge indenfor i fællesskabet og rækker ud til deres store erhvervsnetværk, hvorefter virksomhederne i sidste ende ansætter.
Ambitionen er over de kommende 3 år at få 600 unge i arbejde med de store menneskelige gevinster dette vil medføre, og som en sidegevinst også vil give samfundet en anslået årlig besparelse på 20 millioner kroner.
Bag de 14 kvindeklubber står Divisionsforeningen Håndbold, og her er begejstringen hos direktør, Thomas Christensen, stor.
– Vi er utrolig glade for at være en del af dette projekt, som vi har meget store forventninger til. Der er et stærkt og traditionsrigt bånd mellem den danske befolkning og håndboldsporten, og klubberne i Bambusa Kvindeligaen har oftest en helt særlig position i deres regioner og lokalområder, hvor de fungerer som kulturinstitutioner. Klubberne har også meget store erhvervsnetværk at række ud til. Så det er koblingen mellem populær-sport, fællesskab og store virksomhedsnetværk, der gør, at klubberne kan bidrage positivt i forhold til at hjælpe unge mennesker ind på arbejdsmarkedet. Vi ser enormt meget frem til at komme i gang med projektet, som vi sætter en ære i at kunne bidrage til i årene fremover, siger Thomas Christensen.
Det rette match
Facilitatorer på projektet er FlexFabrikken, der har mangeårig erfaring i at få unge ind på arbejdsmarkedet. Direktør Henriette Friis Højer fortæller:
– Det er fantastisk, at vi med opbakningen fra de 14 kvindeklubber og Poul Due Jensens Fond nu kan realisere projektet ”Mærk jobbet”. De seneste par år, har vi haft et stærkt socialfagligt fokus på de unge uden arbejde, da vi med denne målgruppe har oplevet en massiv fremdrift, når vi vel at mærke møder dem på den rette måde. Vi tror på, at der er et job til alle, og at det drejer sig om at finde det rette match. Og her vil samarbejdet med håndboldklubberne og deres store netværk være et kæmpe plus. Udover de økonomiske gevinster for samfundet, ved at få 600 unge mennesker i varig beskæftigelse, er vores allerstørste fokus på de opnåede menneskelige vilkår. For det at være en del af arbejdsmarkedet har kolossal betydning for den unge og dennes identitet og trivsel, siger Henriette Friis Højer.
En skalerbar model
Hele projektet vil også – via følgeforskning – gavne beskæftigelsessystemet i jobcentrene, der vil få klarlagt den rette metode/strategi, når det skal lykkes med at gøre unge mennesker parate til erhvervslivet i Danmark. Dette vil Fonden især være optaget af.
– Mærk jobbet kommer til at teste en hidtil uset model for lokal jobskabelse for ledige unge. Vi har store forventninger til samspillet mellem jobcentre, håndboldklubber og virksomheder, og vi håber at denne model kan skaleres i andre sammenhænge til gavn for unge i hele landet, siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.