Grundfosprisen tildeles i år Anne Ladegaard Skov som en anerkendelse af hendes forskning inden for silikone-baserede elastomerer, der bl.a. benyttes til kunstige muskler og kontrolleret medicinfrigivelse fra plastre. Elastomerer er bløde gummibånd, der ved påvirkning af en lille kraft kan deformeres op til flere hundrede procent og derefter vende tilbage til den oprindelige form.
”Anne Ladegaard Skovs forskning spænder helt fra grundlagsskabende resultater som mekanisk krydsbundne elastomerer til konkrete anvendelser som plastre. Den er et fornemt eksempel på nytteinspireret og samfundsforandrende forskning,” udtaler fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.
Anne Ladegaard Skovs forskning har bidraget til udvikling af nye materialer som dielektriske elastomerer, der omsætter elektrisk energi til mekanisk bevægelse og omvendt (’kunstige muskler’) og silikone-baserede elastomerer, anvendt i elektronik, robotteknologi og hud- og sårpleje. Med dielektriske elastomerer får vi mulighed for at udvikle en bred vifte af produkter med mange forskellige egenskaber, såsom øjeimplantater, kunstig hud, bløde robotter og gigantiske anlæg, der høster bølgeenergi.
Fokus i hendes forskning har været på genanvendelige silikone elastomerer, som er lettere og betydeligt nemmere at formgive med meget kortere procestider og lavere energiforbrug, og vigtigst af alt kan reparere dem selv. Det medfører desuden også, at spild og affald kan genbruges, og produkternes kvalitet kan kontrolleres bedre og mere økonomisk. Det er en vigtig brik i den grønne omstilling.
2022 Grundfos Prize Lecture – Anne Ladegaard Skov from Grundfos Foundation | PDJF on Vimeo.
Anne Ladegaard Skov har desuden en høj patenteringsaktivitet, og syv af 13 patenter er kommercialiserede. Dertil kommer en stor samarbejdsflade, både i den akademiske og den industrielle verden.
750.000 til fri forskning
Med prisen følger en forskningsbevilling på 750.000 kroner, som prisvinderen frit kan disponere over i sin videre forskning. Desuden modtager hun en personlig anerkendelse på 250.000 kroner.
”Det betyder enormt meget med en sådan anerkendelse, både personligt og fagligt, og det er et stort rygklap til mig og mine studerende og ansatte gennem tiderne. Og det giver lyst og mod til at arbejde videre med at realisere vilde skrivebords-ideer,” siger Anne Ladegaard Skov.
Adspurgt hvad bevillingen skal bruges til, svarer hun:
”Bevillingen skal bruges til at prøve nogle af de vilde ideer i laboratoriet, såsom injektions-bare implantater, og se om de har leveberettigelse eller ej.”
Om Grundfosprisen
Grundfosprisen blev oprettet af Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond) i 2001 for at stimulere, anerkende og støtte national og international forskning i banebrydende, samfundsgavnlige og fremsynede løsninger inden for det tekniske og naturvidenskabelige område. Prisen uddeles i år for 20. gang.
- Find tidligere vindere her
Siden 2018 har Grundfosprisen været målrettet unge forskere gennem temaet “The Stars of Tomorrow”. Anne Ladegaard Skov er således den femte unge forsker, som modtager prisen bestående af skulpturen Be-Think-Innovate og 1 million kroner, hvoraf 750.000 er øremærket til videre forskning inden for vinderens felt.
Prisen uddeles på Grundfos Center i Bjerringbro torsdag eftermiddag ved et arrangement målrettet forskere og studerende.
- Arrangementet er åbent for pressen. Læs mere om prisuddelingen her.