Investeringsstrategi
Fonden investerer i værdipapirer (fx obligationer, aktier og investeringsforeninger) for at sikre et langsigtet afkast fra rente- og udbyttebetalinger, mens der opretholdes en acceptabel risikoprofil.

Fonden følger FN’s Global Compact-principper. Desuden har Fonden besluttet at orientere sine investeringer og portefølje i retning af ESG-fokus (Environmental-Social-Governance).

Risikoniveauet i forbindelse med investeringerne må ikke have indflydelse på Fondens evne til at opretholde et aktivt ejerskab af Grundfos-koncernen.

Fonden kan ekstraordinært, og i hver enkelt sag efter godkendelse af bestyrelsen, investere i inkubator-lignende teknologiselskaber, der på sigt kan have kommerciel fordel for Grundfos. Sådanne investeringer skal ske på opfordring af eller i samråd med Grundfos, og Fonden skal med sin investering sikre intellektuelle rettigheder, patenter og teknologiadgang.

Bestyrelsen for Poul Due Jensens Fond er alene den ansvarlige og besluttende myndighed for Fondens investeringer.