04. May. 2023
Over 5.000 børn og unge fra økonomisk trængte familier er allerede hjulpet ind i idrætsforeningernes fællesskaber. Ny donation sikrer, at indsatsen kan få endnu flere med i årene frem.

Størrelsen på forældrenes pengepung må ikke stå i vejen for, at børn og unge bliver en del af idrætsforeningernes fællesskaber.

Det er grundtanken bag indsatsen ”Foreningsliv for alle”, hvor Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond) og DGI siden 2015 har samarbejdet om at støtte særligt børn og unge fra økonomisk trængte kår samt voksne flygtninge og asylansøgere til at deltage i idrætternes fællesskaber.

”For modtagerne har støtten enormt stor betydning, da de kan indgå på lige fod med andre børn og unge i de aktive fællesskaber. De får muligheden for at blive en del af det lokale foreningsliv og opleve glæden ved idræt på tværs af baggrund og social status,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI.

Børn til gymnastik-/tumletræning.

I puljen kan der søges om kontingentstøtte, støtte til deltagelse i stævner samt om fripladser på en af DGI’s mange skoler og camps, eksempelvis gymnastik som her i Salto City i København. Foto: Jens Astrup/DGI billedarkiv

Ny donation

”Foreningsliv for alle” har to målgrupper: Børn og unge op til og med 25 år af økonomisk vanskeligt stillede forældre, hvor støtte er vigtigt for, at børnene kan deltage i foreningsidrætten, samt voksne flygtninge og asylansøgere, hvor få midler sætter sine begrænsninger. Det har blandt andet sikret støtte til flere flygtninge fra Ukraine i løbet af det seneste år.

En ny donation på to millioner kroner fra Grundfos Fonden sikrer nu, at indsatsen også kan fortsætte i de kommende år.

Vi har bakket op om DGI’s inklusionsindsats siden 2015, og det bliver vi ved med. Uanset om man er fra Somalia, Ukraine eller Øster Tørslev, er det at dyrke en fælles passion i idræts- og foreningslivet noget, der binder os sammen som mennesker. Derfor er det vigtigt at der er plads til alle, og jeg vil gerne takke alle de dedikerede mennesker i DGI’s foreninger, som knokler for at lykkes med den opgave.
Fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

En del af fællesskabet

I puljen kan der søges om kontingentstøtte, støtte til deltagelse i stævner samt om fripladser på en af de mange skoler og camps, der bliver afholdt året rundt i landets idrætsforeninger. Heraf er cirka 2/3 af støtten givet til kontingentstøtte.

”Kontingentstøtte har enormt stor betydning og kan sikre, at børn og unge i første omgang får foden indenfor i foreningslivet – og derefter fortsætter med at være en del af det. Stævnestøtten er vigtigt i forhold til at sikre de gode oplevelser med ens holdkammerater og have følelsen af at være en del af fællesskabet og noget større. Og fripladserne er unikt ift. at give børn og unge en god oplevelse i ferieperioder på lige fod med deres venner,” siger Jens Otto Størup.

Fripladser har desuden vist sig at være en vigtig brobygningsmetode i forhold til at børnene og de unge bliver en del af foreningslivet efter deltagelse i en idrætsskole eller camp.

Over 5.000 børn og unge fra økonomisk trængte familier er allerede hjulpet ind i idrætsforeningernes fællesskaber siden 2015. Foto: Roar Paaske/DGI billedarkiv

Særlige målgrupper

Som et forsøg er der også blevet afviklet såkaldte fripladsidrætsskoler for særlige målgrupper, hvor alle deltagere var enten socialt udsatte, flygtninge eller børn og unge med særlige behov eller udfordringer. Det kan være overvægt, autisme, ADHD med flere.

Der blev i løbet af 2022 afholdt 45 fripladsidrætsskoler med i alt 474 deltagere.

Inklusion og samfundsengagement

Fonden bakker op om projekter og indsatser, der hjælper udsatte ind i fællesskabet.