09. Aug. 2023
Donation har fået udsatte borgere i job og skabt grundlag for at gennemføre indsats som en social investering.

Det er muligt for ledige borgere med komplekse problemstillinger at opnå ordinær beskæftigelse med den rette indsats. Det er både godt for den enkelte og for samfundet, når det lykkes.

Det viser nye erfaringer fra et projekt med en helhedsorienteret beskæftigelsesindsats for udsatte borgere med ikke-vestlig baggrund, som ikke har profiteret af den normale beskæftigelsesindsats. Projektet, som er finansieret af Grundfos Fonden, har desuden udarbejdet analyser og redskaber til at gennemføre lignende beskæftigelsesindsatser inden for rammerne af en social investering.

Flere mennesker samlet i undervisningslokale hvor der præsenteres på en skærm

Projektpartnerne delte ud af deres erfaringer på et afslutningsseminar i forsommeren 2023. Foto: DRC Integration

  • Er du interesseret i metoden for beskæftigelsesindsatsen, eller vil du vide mere om, hvordan man kan komme i gang med sociale investeringer på beskæftigelsesområdet, er alle materialer tilgængelige her.

Helhedsorienteret indsats giver mer-beskæftigelse

DRC Dansk Flygtningehjælp har gennemført beskæftigelsesindsatsen i samarbejde med Herning Kommune og Viborg Kommune, og den har resulteret i en mer-beskæftigelseseffekt på 18 procentpoints sammenlignet med en kontrolgruppe.

Beskæftigelsesindsatsen har i et koordineret og individuelt tilpasset setup benyttet metoderne Individual Placement and Support (IPS), den neurosekventielle tilgang (NMT), den narrative tilgang samt SCRUM. Indsatsen har fra første dag haft fokus på at få deltagerne i arbejde og har samtidig afdækket og adresseret deres sociale, sundhedsmæssige og psykiske udfordringer. Et vigtigt element har været, at den samme konsulent så vidt muligt har fulgt den enkelte deltager hele vejen i alle dele af indsatsen.

”Det er jo i sig selv rigtig positivt, at flere udsatte borgere er kommet i job,” siger direktør Kenneth Flex fra DRC Dansk Flygtningehjælp Integration. ”Men projektet her er også særligt, fordi det giver en usædvanlig solid dokumentation af effekten af indsatsen og en meget detaljeret opstilling af en business case. Forhåbentlig kan det bidrage til, at sociale investeringer på beskæftigelsesområdet kommer mere ud over rampen. Det bidrager vi gerne til.”

Indsatsen betaler sig som social investering

Et af formålene med det gennemførte projekt har været at udvikle et solidt grundlag for at gennemføre en beskæftigelsesindsats som en social investering. Ved en social investering vil en ekstern investor typisk investere i indsatsen, og kommunen vil så tilbagebetale investoren for de resultater, som leverandøren leverer.

COWI har analyseret beskæftigelseseffekten såvel som de økonomiske effekter af den gennemførte indsats. Analyserne viser, at den mer-beskæftigelse, som indsatsen generer, resulterer i et økonomisk overskud både for kommunerne og for samfundet som helhed. Overskuddet på den kommunale bundlinje vil på forskellige måder kunne deles mellem kommunen og en investor, hvis indsatsen gennemføres som en social investering.

Analyserne viser, at den mer-beskæftigelse, som indsatsen generer, resulterer i et økonomisk overskud både for kommunerne og for samfundet som helhed.

Redskaber til betalingsmodel og business cases

Målet med projektet er at bidrage til at styrke arbejdet med sociale investeringer i en større skala i en dansk kontekst. Som en del af projektet er der udarbejdet et redskab til at opstille et budgetøkonomisk regnskab og fastsætte en resultatbetaling for en lignende beskæftigelsesindsats.

”Sociale investeringer som model har stort potentiale, men der er også udfordringer,” siger Charlotte Burvil, arbejdsmarkedschef i Viborg Kommune. ”For eksempel er tidsperspektivet for de økonomiske gevinster forholdsvis langsigtet, og gevinsterne kan gå på tværs af de offentlige kasser. Det skal der stadig arbejdes med. Men de redskaber, vi har fået med projektet, dokumenterer potentialet, og vi kan bruge dem til at lave stærke business cases også på vores egne indsatser og dermed sætte nyt i gang.”

  • Er du interesseret i metoden for beskæftigelsesindsatsen, eller vil du vide mere om, hvordan man kan komme i gang med sociale investeringer på beskæftigelsesområdet, er alle materialer tilgængelige her.

Inklusion og fællesskaber

Poul Due Jensens Fond bakker op om projekter og initiativer, som giver flere adgang til arbejdsmarkedet.