I mange år har det været en udfordring at reducere andelen af unge uden for arbejdsmarkedet. I 2021 var ca. 77.000 unge i alderen 15-29 år ikke i job eller uddannelse, hvilket svarer til 7,6 procent af aldersgruppen – en andel, der stort set har været uforandret siden 2010.
Til trods for at årsagerne til denne udfordring har været anerkendt og forsøgt løst, har det altså ikke haft den ønskede effekt, når man alene kigger på gruppens størrelse. Evalueringen af Mærk Jobbet antyder, at modellen med fordel kan bruges som inspiration til, hvordan vi kan bane vej til job og uddannelse for mange unge, som har stået uden for i lang tid.
- Evalueringsrapporten (eksternt link) præsenterer den vigtigste læring fra arbejdet med at etablere lokale partnerskaber og 9 anbefalinger til, hvordan arbejdet kan gribes an på en god måde.
Modellen virker
Mærk Jobbet lykkedes med at få 68 % af de unge i job, uddannelse eller praktik. Det vurderes at være et godt resultat sammenlignet med gennemsnittet for målgruppen. Resultatet indikerer, at modellen virker – særligt når forudsætningerne for at de involverede aktører kan “spille hinanden gode” er til stede.
Så hvad var det, der så ud til at virke? Her peger evalueringen på, at der i særlig grad blev skabt resultater, når der var tæt samarbejde og løbende koordinering mellem underviserne i kursusforløbet og ressourcepersonerne i håndboldklubberne, og når håndboldklubberne fungerede som døråbnere til virksomheder fra deres sponsornetværk.
- Evalueringsrapporten (eksternt link) præsenterer den vigtigste læring fra arbejdet med at etablere lokale partnerskaber og 9 anbefalinger til, hvordan arbejdet kan gribes an på en god måde.
Desuden var det virksomt, at medarbejderne omkring de unge arbejdede med afsæt i en kombination af stærke relationelle kompetencer og evne til at tale ind i virksomhedernes virkelighed for at hjælpe dem til at se potentialet i at ansætte en ung fra Mærk Jobbet.
Projekt Mærk Jobbet er nu lukket, men Fonden har taget de gode erfaringer og projektpartnere med videre i den landsdækkende satsning, Startblokken.