SOS DK lancerer i dag projektet Children’s Living Places. Formålet er at forbedre anbringelser for børn uden forældreomsorg ved at oprette familielignende omsorgsmiljøer i Ukraine som alternativ til landets mange institutioner. Allerede før krigen brød ud i februar 2022 var Ukraine ifølge Red Barnet blandt de europæiske lande med de højeste andele af børn i institutionel pleje med over 100.000 børn på en døgninstitution eller anden form for anbringelse.
Tre forskellige steder i Ukraine etableres nye familielignende omsorgsmiljøer, som vil bestå af en klynge af bygninger. Hver klynge vil bestå af tre individuelle hjem til plejefamilier, fælles rekreative og sociale områder til beboere og lokalsamfund samt et socialcenter, der tilbyder social og mental støtte til både plejefamilier og de øvrige familier i området.
Bygningerne opføres efter Living Places konceptet, som er udviklet af VELUX Gruppen, EFFEKT arkitekter og Artelia ingeniører. Konceptet viser, hvordan man kan bygge boliger med et markant lavere CO2-aftryk og et førsteklasses indeklima baseret på fem nøgleprincipper: at boliger skal være sunde, enkle, skalerbare, adaptive og kunne deles over tid.
De nye omsorgsmiljøer skal bygges i eksisterende lokalområder og samfund for bedre at kunne integrere de nye familier. Ud over de fysiske bygninger omfatter projektet også social og mental støtte til både plejefamilierne samt de øvrige familier i området for at sikre, at færre børn skal anbringes på sigt. Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond) bidrager med 5 millioner kroner til projektet.