Det er usikre tider. USA har valgt sin egen vej, der er fortsat krig i Europa, konflikten i Mellemøsten er atter blæst op, handelsbarrierer er et led i det geopolitiske spil, og klimaudfordringerne er konstante. Globalisering er afløst af regionale og kontinentale interesser, der risikerer at blænde for vigtige og universelle perspektiver. En ny verdensorden er ved at blive til.

Bestyrelsesleder Flemming Konradsen og fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted. Fotos: Montgomery
Fonden runder 50 år i 2025, og ved stiftelsen var det klart, at formålet med Fonden var at beskytte, styrke og udvikle virksomheden Grundfos. Fondens ejerskab er siden suppleret af filantropiske aktiviteter og investeringer.
Vil skabe varige forbedringer
Fonden har i sit filantropiske arbejde ønsket at skabe nødvendige og varige forbedringer til gavn for mennesker og miljø. Store indsatser er sat i søen sammen med andre ligesindede partnere for at vise, at alliancer kan skabe de helt nødvendige forandringer og forbedringer. I 2024 blev det til uddelinger på 295 millioner kroner. I 2025 øger fonden sin donationsramme med godt 50 millioner mere til 350 millioner.
Stærkt lokalt engagement
Som ejer af Grundfos-koncernen og dens beslægtede selskaber har det været et ønske at skabe mulighed for lokalt engagement og for at udleve vores fælles værdier i samarbejde med andre. Det er sket over det meste af verden, og det glæder os at se, at Fondens bidrag skaber bæredygtige resultater i både stort og mindre stort omfang. Dette koblet med Grundfos’ unikke frivillighedsprogram, der giver tre lønnede dage til alle medarbejdere, har afstedkommet konkrete og holdbare indsatser inden for uddannelse, miljø og medborgerskab.
Et af disse projekter pryder dette års forside, hvor Grundfos-kolleger i Vietnam har kastet sig over at rense floder og vandløb for plastikaffald. Hundredvis af perspektivrige indsatser andre steder i verden vidner om en stor lyst til at bidrage.

Årsskrift 2024: Grundfos-kolleger i Vietnam har kastet sig over at rense floder og vandløb for plastikaffald i Ho Chi Minh City. Årets forsidefoto er taget af Chris Trinh for FairPicture
Aktivt engagement i Ukraine
Fonden har aktivt engageret sig i at hjælpe i Ukraine med humanitære indsatser og rent vand i sønderskudte byer. Den har også støttet op om den livsnødvendige hjælp til mennesker i nød i blandt andet Sudan, Gaza og Libanon. Sammen med dansk idrætsliv for at skærpe opmærksomheden og taknemmeligheden for de danske veteraner. Ved at hylde dem og engagere andre i samme hyldest fik vi sat veteranernes situation i et perspektiv, der har vakt genlyd, og som nu overtages og gøres varigt af det danske forsvar.
Stærk alliance i Kenya
En stærk og nytænkende alliance i Kenya mellem Novo Nordisk Fonden, Lego Fonden, Grundfos Fonden og danske og kenyanske myndigheder sikrer nu flygtninge adgang til sundhedsydelser, uddannelsesmuligheder og rent vand. På den måde kan de få muligheden og retten til at skabe sig et bedre liv tæt på deres oprindelsesland. I andre lande har fonde og organisationer vist interesse i at skabe noget tilsvarende, for sammen kan man gøre meget mere.
Ændringer i bestyrelsen
Fonden valgte på sit årsmøde 27. februar at udpege Claus Aagaard som nyt bestyrelsesmedlem, og genvalgte Ingermarie Due Nielsen til bestyrelsen. Flemming Konradsen valgtes som bestyrelsesleder, og Jabine van der Meijs blev ny næst-leder.