08. Apr. 2025
Nyt treårigt initiativ om lokalproduceret skolemad i Østafrika støttes med 270 millioner kroner i finansiering fra Udenrigsministeriet, Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fonden.

FN’s Fødevareprogram (WFP) udvider sit partnerskab med Novo Nordisk Fonden gennem et nyt samarbejde, der også omfatter Udenrigsministeriet og Grundfos Fonden, for at opskalere indsatser for lokalproduceret skolemad i Kenya, Rwanda og Uganda.

Det nye partnerskab bygger på WFP’s mangeårige globale arbejde med skolemad for at sikre nærende og lokalt producerede skolemåltider, samtidig med at det styrker småbønders modstandsdygtighed over for klimaforandringer og fremmer mere energivenlig madlavning i skolerne. Partnerskabet har et stærkt fokus på forskning og læring og bygger også på Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fondens ekspertise inden for hhv. sundhed og vand.

Initiativet, der løber fra januar 2025 og tre år frem, støttes af en historisk finansiering på 270 millioner kroner fra Udenrigsministeriet og de to fonde. I løbet af de næste tre år vil initiativet nå 321.400 elever på 375 skoler i hele Østafrika med nærende, lokalproducerede måltider. Omkring disse skoler vil partnerskabet opbygge et økosystem, der sikrer initiativets langsigtede bæredygtighed. Dette omfatter etablering af 1.300 skolehaver, uddannelse af 61.500 småbønder i klimasmart fødevareproduktion og udstyring af skoler med brændstofeffektiv madlavningsinfrastruktur.

Skolemad er så meget mere end bare en tallerken med mad - det er transformerende programmer, der hjælper sårbare børn med at lære, lokalsamfund med at skabe en bæredygtig tilværelse og økonomier med at vokse og blomstre. Dette banebrydende partnerskab viser, hvordan vi kan samle ekspertise fra den private og den offentlige sektor for at skabe og finansiere innovative programmer, der adresserer de grundlæggende årsager til sult og fødevareusikkerhed.
Cindy McCain, Executive Director, FN’s Fødevareprogram

Partnerskabet bygger på en første fase, der løb fra november 2022 til december 2024 i Rwanda og Uganda med en investering på 28 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Denne anden fase udvider indsatsen til at omfatte skoler i Kenyas Turkana County og opskalere dækningen i Uganda og Rwanda.

Lokalt dyrket skolemad adresserer nogle af de mest presserende udfordringer i dag: fødevareusikkerhed, uddannelse og bæredygtig landbrugsproduktion. Sammenkædningen af skolemadsprogrammer med lokalt landbrug skaber stabile markeder for småbønder, hjælper med at fremme jobskabelse – især for kvinder – og støtter overgangen til klimasmart landbrugsproduktion.

Dette partnerskab giver en unik mulighed for at skabe varige, bæredygtige forandringer med en langsigtet indvirkning på både børn, unge og voksne ved at udnytte partnernes kombinerede styrker. Med dette partnerskab vil vandløsninger til klimasmart produktion blive styrket ved at udvide adgangen til vand og levere klimatilpasningsløsninger.
Kim Nøhr Skibsted, direktør, Grundfos Fonden

Det støtter også de nationale regeringers udviklingsdagsorden og er i tråd med det globale momentum omkring skolemåltider gennem den internationale School Meals Coalition, som WFP er sekretariat for. Det nye samarbejde er et eksempel på WFP’s og de danske partneres engagement i at styrke lokale og globale fødevaresystemer og sikre, at skolemad ikke kun giver vigtig ernæring, men også langsigtede økonomiske og klimamæssige fordele. Ved at forbinde indkøb af skolemad med lokalt landbrug forbedrer programmet fødevaresikkerheden, støtter småbønder og styrker de lokale økonomier.