Formål og fundats
Poul Due Jensens Fonds primære formål er gennem sit aktive og ansvarlige ejerskab at sikre og understøtte en sund økonomisk vækst og udvikling af Grundfos-koncernen.

Fonden opfylder sit hovedformål ved at udøve aktivt ejerskab over for Grundfos-koncernen.

Fonden kan ifølge fundatsen yde bidrag til almene upolitiske, videnskabelige, humanistiske, erhvervs- og miljømæssige samt sociale formål. Fonden uddeler årligt midler til vandprojekter i udviklingslande, arbejdsmarkedsinklusion i Region Midtjylland samt til udvalgte naturvidenskabelige og tekniske forskningsmiljøer. Læs mere om fondens filantropiske arbejde.

 

Grundfos founder Poul Due Jensen, 1972

Grundfos’ stifter Poul Due Jensen med kunder, 1972

Fundats

Fondens fundats udtrykker stifterens vilje og vejledning til Fondens bestyrelse om, hvordan stifteren ønsker sit livsværk drevet videre, så længe Fonden består.

Fundats
for
Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden)

CVR-nr. 83648813

1. Navn
1.1 Fondens navn er Poul Due Jensens Fond. Fonden driver tillige virksomhed under binavnet Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond).
1.2 Fonden er en selvejende erhvervsdrivende institution.
2. Hjemsted

2.1

Fondens hjemsted og værneting er Bjerringbro i Danmark.
3.  Formål
3.1 Fondens formål er i den nedenfor angivne prioritetsrækkefølge:
3.1.1 Fondens formål er at bidrage til at sikre og udbygge det økonomiske grundlag for fortsat beståen og udvikling på en sund, forretningsmæssig og økonomisk basis af den af fabrikant Poul Due Jensen skabte virksomhed (Grundfos selskaber i diverse lande). Fondens formål kan udvides til også at omfatte virksomheder, som bestyrelsen efter almindelige forretningsmæssige synspunkter skønner det rimeligt at erhverve helt eller delvis.
3.1.2 I tilknytning til foranstående bør fonden have som mål at opkøbe henholdsvis at opnå forkøbsret til aktier i alle Grundfos selskaber, henholdsvis de tilknyttede virksom-heder. – Dette kan i visse tilfælde nødvendiggøre ændringer i de pågældende virksomheders vedtægter m.v.
3.1.3 Fonden har yderligere til opgave at medvirke til at sikre en dygtig, ini-tiativrig og ansvarsbevidst ledelse af Grundfos selskaber og øvrige virksomheder, fonden måtte have investeret i.
3.1.4 Fonden kan yde bidrag til almene upolitiske, videnskabelige, humanistiske, erhvervs- og miljømæssige samt sociale formål.
3.1.5 Fonden kan med eller uden sikkerhed bevilge lån uden eller mod passende rente til personer, som bestyrelsen skønner det forsvarligt at støtte ved etablering af forretning, erhvervelse af ejendom, uddannelse, studierejser og studieophold, dog kun hvor lånet skønnes at være af særlig betydning for den pågældende.

Det understreges, at fonden ingensinde må:

  1. Foretage udlodning eller tilbagebetaling af fondens midler til stifteren eller dennes descendenter
  2. Drive selvstændig erhvervsvirksomhed med fonden som personlig ansvarlig indehaver.
4. Beslutningskompetence vedrørende uddelinger
4.1 Ingen skal ved domstolene eller på anden måde kunne rejse krav på hjælp fra fonden.
4.2 Bestyrelsen afgør alene begrænset af fondens formål, hvorledes fondens midler skal anvendes.
5.  Fondens formue
5.1 Fondens midler fordeler sig i en grundkapital og en rådighedskapital.
5.2 Grundkapitalen skal stedse med de nedenfor omtalte undtagelser bevares urørligt, medens rådighedskapitalen er til fondens frie disposition i overensstemmelse med fondens formål. Renter og udbytte af grundkapitalen betragtes, medmindre andet særligt er foreskrevet, som rådighedskapital.
6. Grundkapital
6.1 Fondens grundkapital består af:

  1. A. Grundkapital pr. 31/12 2001 kr. 505.000.000,00, skriver femhundredeog-
    fem millioner kroner.
  2. B. Grundkapitalen er etableret ved
    1. indbetaling af et beløb på DKK 100.000 til fonden den 19. maj 1975 i overensstemmelse med et samme dag af stifteren Poul Due Jensen oprettet gavebrev,
    2. overførsel af DKK 204.900.000 den 12. august 1993 fra fondens rådighedskapital til fondens grundkapital,
    3. overførsel af DKK 35.000.000 den 21. august 1995 fra fondens  rådighedskapital til fondens grundkapital,
    4. overførsel af DKK 35.000.000 den 21. august 1996 fra fondens  rådighedskapital til fondens grundkapital,
    5. overførsel af DKK 30.000.000 den 22. august 1997 fra fondens rådighedskapital til fondens grundkapital,
    6. overførsel af DKK 25.000.000 den 26. marts 1998 fra fon-dens rådighedskapital til fondens grundkapital,
    7. overførsel af DKK 25.000.000 den 14. april 1999 fra fondens rådighedskapital til fondens grundkapital,
    8. overførsel af DKK 15.000.000 den 4. april 2000 fra fon-dens rådighedskapital til fondens grundkapital,
    9. overførsel af DKK 20.000.000 den 5. april 2001 fra fondens rådighedskapital til fondens grundkapital, samt
    10. overførsel af DKK 115.000.000 den 9. april 2002 fra fondens rådighedskapital til fondens grundkapital.
  3. Hvad der senere måtte tilfalde fonden ved arv eller gave for så vidt det bestemmes af arvelader eller giver, at de pågældende beløb skal henlægges til grundkapitalen. Det kan tillige af arvelade eller give bestemmes, at renter og udbytte af sådanne beløb skal tilskrives grundkapitalen.
  4. Sådanne beløb, som bestyrelsen bestemmer, skal henlægges til grundkapitalen ved overførsel fra reserver eller overskud.

6.2

Bestyrelsen kan træffe beslutning om at overføre beløb fra grundkapi-talen til rådighedskapitalen, hvis der foreligger sådanne omstæn-digheder, at beløbene ikke kan dækkes af fondens indtægter eller rådighedskapitalen. Beslutning herom kræver énstemmighed.
7. Rådighedskapital
7.1 Rådighedskapitalen tilvejebringes dels af fondens løbende indtægter, det være sig rente- og udbytteindtægter samt indtægter ved erhvervsvirksomhed, og dels ved arv eller gave, hvorom der ikke er truffet bestemmelse om, at beløbene skal være grundkapital.
8. Fondens bestyrelse
A. Almindelige bestemmelser

Fondens bestyrelse består af 8 personer og er selvsupplerende. Derudover kan medarbejderne i Grundfos-koncernen efter lov om erhvervsdrivende fonde have ret til repræsentation i fondens bestyrelse. Bestyrelsen består i så fald af grupperne: Stifterens descendenter mfl. (punkt 8B), eksterne bestyrelsesmedlemmer (punkt 8C) og medarbejderrepræsentanter (lov om erhvervsdrivende fonde).

Med den nedennævnte undtagelse vælges ethvert bestyrelsesmedlem for 4 år ad gangen og kan genvælges.

Ingen kan være medlem af bestyrelsen efter det fyldte 70. år. Dispensation kan dog gives for 2 år ad gangen, såfremt flertallet af den øvrige bestyrelse stemmer herfor.

Stifterens børn, Niels Due Jensen, Estrid Due Hesselholt og Ingermarie Due Nielsen har ret til sæde i fondens bestyrelse, så længe de ønsker det, dog højst til det fyldte 70. år, men kan herefter genvælges for 2 år ad gangen, såfremt et flertal i den øvrige bestyrelse stemmer herfor.

Alle bestyrelsesmedlemmer skal være myndige og må ikke være ude af rådighed over deres bo.

Ved valg og genvalg af medlemmer til fondens bestyrelse skal der følges en formel, grundig og gennemskuelig proces for udvælgelse og indstilling af kandidater. I denne
forbindelse skal det vurderes og fastlægges, hvilke kompetencer bestyrelsen skal råde over for bedst muligt at kunne udføre de opgaver, der påhviler bestyrelsen.

Mindst 3 bestyrelsesmedlemmer skal være danske statsborgere.

Alle afstemninger om valg af personer til bestyrelsen eller valg af formand og næstformand skal, uanset om der ytres ønske herom, foretages skriftligt. Bortset fra valg til formand og næstformand kan intet bestyrelsesmedlem deltage i afstemningen om sin egen person.

Turnus for valg fastslås ved lodtrækning på førstkommende fondsmøde efter vedtagelse af fundatsændringen.

B. Stifterens descendenter

Efter stifterens ønske skal det tilstræbes, at dennes descendenter har 4 pladser i bestyrelsen.

Som medlemmer kan vælges enten descendenter eller descendenternes ægtefælle, men ikke begge. Descendenterne kan som alternativ hertil vælge personer, som ikke er descendenter eller ægtefælle til en descendent.

Såfremt der af stifterens descendenter opstilles flere kandidater, end der er på valg, vælger bestyrelsen ved almindeligt stemmeflertal, hvilken af de opstillede kandidater, der skal indvælges i bestyrelsen.

Bestyrelsen bør fortrinsvis vælge kandidater med erhvervsmæssig indsigt og her specielt indsigt inden for områder, hvor Grundfos driver virksomhed.

Såfremt stifterens descendenter ved et valg ikke opstiller en kandidat, vælger bestyrelsen ved almindeligt stemmeflertal et medlem, der skal opfylde betingelserne i kategori C.

Undlader descendenterne at opstille en kandidat til en ledig bestyrelsespost, kan der for denne posts vedkommende først genopstilles en kandidat efter udløbet af 4 års perioden.

C. Eksterne bestyrelsesmedlemmer

4 medlemmer af fondens bestyrelse vælges for hver en 4-årig periode.

Såfremt der til et valg opstilles mere end 1 kandidat, foretages valget ved almindelig stemmeflerhed blandt fondens bestyrelsesmedlemmer.

Til bestyrelsesposter i denne kategori kan alene foreslås personer med højt kvalificeret teknisk og/eller økonomisk og/eller afsætningsmæssig og/eller generel ledelsesmæssig baggrund.

Bestyrelsesmedlemmerne må ikke være ansat i daglig ledelse i Grundfos-koncernen.

9. Bestyrelsesmøder

9.1

Bestyrelsen afholder møder efter indkaldelse med 8 dages varsel fra formanden, der er pligtig straks at indkalde til bestyrelsesmøde, såfremt et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer begærer det.

9.2

Hvert år inden 5 måneder efter regnskabsårets afslutning – dog så betids, at regnskabet kan være fondsmyndigheden i hænde inden udløbet af 5 måneder efter regnskabsårets afslutning – afholdes årsmøde, med følgende dagsorden:

  1. Orientering om det seneste regnskabsår
  2. Godkendelse eller forkastelse af årsregnskabet
  3. Koncernbestyrelsens redegørelse om Grundfos-koncernen
  4. Beslutning om anvendelse af fondens overskud, herunder størrelsen af midler til uddeling, eller dækning af tab
  5. Eventuelt valg eller genvalg af medlemmer til bestyrelsen
  6. Valg af bestyrelsens formand og næstformand
  7. Fastsættelse af vederlag til bestyrelsen for det forgangne år
  8. Valg af revisor eller revisorer
  9. Eventuelt
9.3 Der afholdes mindst 2 årlige bestyrelsesmøder, hvoraf det ene er årsmødet.
9.4 Bestyrelsesmøder ledes af formanden og i dennes fravær af næstformanden.
9.5 Bestyrelsen kan anmode medlemmer af ledelsen for PDJF A/S og Grundfos Holding A/S om at deltage i et bestyrelsesmøde i fonden. Koncernchefen deltager i møder sammen med andre medlemmer af ledelsen.
10. Sekretariat og valg af koncernbestyrelse
10.1 Til varetagelse af den daglige ledelse af fonden, herunder sekretariatsfunktionen, kan fonden ansætte en direktør og/eller indgå aftale med et selskab i Grundfos-koncernen om varetagelse af denne opgave.
10.2 Bestyrelsen vælger blandt de eksterne medlemmer af fondens bestyrelse (fundatsens punkt 8C) mindst 2 medlemmer til bestyrelsen for Grundfos Holding A/S. Af og blandt stifterens descendenter eller disses ægtefælle, som har sæde i fondsbestyrelsen, eller andre personer valgt efter fundatsens punkt 8B, vælges for en 4-årig periode 1 medlem til bestyrelsen for Grundfos Holding A/S.
10.3 I tilfælde af stemmelighed foretages valg med almindeligt stemmeflertal af den samlede bestyrelse. Såfremt der også her opstår stemmelighed, foretages lodtrækning.
10.4 I tilfælde af at ingen af stifterens descendenter eller disses ægtefælle, som har sæde i fondsbestyrelsen, eller andre personer valgt efter fundatsens punkt 8B, ønsker at opstille som medlem af bestyrelsen for Grundfos Holding A/S, vælger fondsbestyrelsen i stedet et eksternt medlem uden tilknytning til fondsbestyrelsen. Valget gælder for en 4-årig periode.
10.5 Fondens bestyrelsesformand kan ikke tillige være formand for bestyrelsen for Grundfos Holding A/S.
10.6 Formanden for bestyrelsen i Grundfos Holding A/S skal være medlem af fondens bestyrelse.
10.7 Fondsbestyrelsen skal foranledige, at bestyrelsen i PDJF A/S, som holdingselskab for fondens ejerskab af Grundfos Holding A/S, udpeges blandt de til enhver tid værende medlemmer af fondens bestyrelse, således at bestyrelse i PDJF A/S består af medlemmerne af Fondens bestyrelse. Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer i henholdsvis fonden og PDJF A/S kan dog variere.
10.8 Formanden for bestyrelsen i PDJF A/S skal være samme person som fondens til enhver tid værende bestyrelsesformand.
10.9 Fondsbestyrelsen skal endvidere foranledige, at direktionen i PDJF A/S, herunder den administrerende direktør, udpeges blandt kandidater fra fondens til enhver tid værende direktionsmedlemmer. Den administrerende direktør for PDJF A/S skal være samme person som fondens til enhver tid værende administrerende fondsdirektør.
11. Stemmeafgivning
11.1 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3/4 af de medlemmer, som er berettiget til at deltage i beslutningen, er mødt. Et bestyrelsesmedlem kan til afgørelse af enkelte beslutninger give et andet bestyrelsesmedlem skriftlig fuldmagt. Stemmeafgivningen sker ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
12. Fundatsændringer
12.1 Beslutninger om ændringer af fundatsen kræver, at mindst 3/4 af de medlemmer, som er berettiget til at deltage i beslutningen, og mindst to medlemmer fra hver af de delta-gelsesberettigede grupper i bestyrelsen, jf. punkt 8A, stemmer herfor, samt at beslutningen godkendes af fondsmyndigheden.
12.2 Ændring af fundatsens punkt 8 om valg af bestyrelse kræver dog enstemmighed og fondsmyndighedens godkendelse.
13. Ekstraordinære dispositioner
13.1 Beslutninger om ekstraordinære dispositioner, som f.eks. fusion af de af fonden ejede selskaber med andre selskaber uden for fondens ejerskab samt ved likvidation eller overdragelse af den bestemmende aktiepost i Grundfos Holding A/S eller PDJF A/S, og dermed indirekte den bestemmende aktiepost i Grundfos Holding A/S, kræver, at mindst 3/4 af de medlemmer, som er berettiget til at deltage i beslutningen, og mindst to medlemmer fra hver af de deltagelsesberetti-gede grupper i bestyrelsen, jf. punkt 8A, stemmer herfor, samt at beslutningen godkendes af fondsmyndigheden, medmindre likvidation af PDJF A/S sker i forbindelse med udlodning eller anden overdragelse af samtlige af selskabets aktier i Grundfos Holding A/S til fonden.
14. Bestyrelsens arbejde og formueforvaltning

14.1

Det påhviler bestyrelsen at drage omsorg for, at fondens kapital sikres og anbringes med rimeligt hensyntagen til værdiernes bevarelse, idet bestyrelsen dog er berettiget til at lade fonden tage almindelig forretningsmæssige risici. Specielt bemærkes, at fondens midler kan anbringes i lån til og aktier i aktieselskaber, i hvis forhold bestyrelsen har indsigt. Aktier skal stedse være noteret som tilhørende fonden direkte eller indirekte, herunder via PDJF A/S.
14.2 Indenfor de angivne rammer er det overladt til bestyrelsens skøn at træffe afgørelse om kapitalens anbringelse, således at det tilkommer bestyrelsen at afgøre, om anbringelsen skal ske i fast ejendom, obligationer, aktier, partialobligationer, pantebreve, ved udlån eller på anden måde, som bestyrelsen finder forsvarlig og formålstjenlig. – Eventuelle værdipapirer skal stedse være noteret som tilhørende fonden direkte eller indirekte, herunder via PDJF A/S og opbevares i depot i bank eller i værdipapircentralen.
14.3 Fondens midler kan ingensinde udlånes til bestyrelsen, stifteren eller andre bidragsydere.
14.4 Bestyrelsen er berettiget til efter sit frie skøn at realisere et eller flere af fondens aktiver og anbringe provenuet på anden måde i overensstemmelse med de ovenfor angivne bestemmelser.
14.5 Skulle forholdene medføre, at en til- knyttet virksomhed ikke kan drives med rimelig økonomisk fordel – set som enkeltvirksomhed og i relation til de øvrige virksomheder – er fondens bestyrelse berettiget til på den for fonden bedst mulige måde at søge den pågældende virksomhed afviklet ved likvidation, salg eller anden måde.
14.6 I tilfælde af at samtlige tilknyttede virksomheder skulle ophøre at eksistere, kan bestyrelsen med tiltrædelse fra fondsmyndigheden søge fondens midler anbragt i anden så vidt muligt tilsvarende virksomhed, dog kun for så vidt fonden samtidig opnår aktiemajoriteten eller hovedinteressen i en sådan virksomhed.
14.7 Der bør tages hensyn til danske interesser ved dispositionerne.
14.8 Bestyrelsen repræsenterer fonden i enhver henseende og fører tilsyn med alt, hvad der er underlagt fonden, varetager fondens interesser og drager omsorg for overholdelse af denne fundats.
14.9 Bestyrelsen har ret og pligt til at vejlede ledelsen i de enkelte virksomheder via koncernledelsen.
14.10 Bestyrelsen skal drage omsorg for, at fonden stadig er direkte eller indirekte ejer af kvalificeret majoritet i de tilknyttede virksomheder – samt at påse, at der sker en opsamling af midler, således at fonden bliver i stand til at erhverve interesser i nye eller allerede tilsluttede virksomheder, når sådanne bliver til salg – og at deltage i eventuelle udvidelser af aktiekapital.
14.11 Det påhviler bestyrelsen at føre protokol for fonden.
14.12 Vederlag til bestyrelsesmedlemmer fastsættes efter, hvad der må anses som sædvanligt i forhold til hvervets art og arbejdets omfang, samt efter hvad der må anses som forsvarligt i forhold til fondens og Grundfos-koncernens økonomiske stilling.
14.13 Bestyrelsen skal arbejde for at sikre, at PDJF A/S og øvrige selskaber i Grundfos-koncernen drives i overensstemmelse med stifterens værdinormer:

  • Bæredygtig
  • Åben og troværdig
  • Mennesker i fokus
  • Uafhængig
  • Partnerskab
  • Utrættelig ambitiøs

Bestyrelsen præciserer værdinormerne i et bilag til bestyrelsens forretningsorden. Grundfos Holding A/S skal årligt rapportere om koncernselskabernes efterlevelse af værdinormerne.

15. Tegningsregel
15.1 Fonden tegnes af bestyrelsens formand i forening med et bestyrelsesmedlem eller en direktør; af to bestyrelsesmedlemmer i forening med en direktør eller af den samlede bestyrelse.
16. Regnskabsår og revision
16.1 Fondens regnskabsår er kalenderåret.
16.2 Fondens regnskaber revideres af et eller flere statsautoriserede revisionsfirmaer.
16.3 Når regnskabet er godkendt af bestyrelsen, indsendes det sammen med en redegørelse for den påtænkte anvendelse af årsoverskuddet til fondsmyndigheden og til Dansk Industri.
17. Fondens opløsning
17.1 Fondens kapital kan aldrig gå tilbage til stifteren eller andre bidragsydere. I forbindelse med vedtagelse af beslutning om fondens opløsning skal bestyrelsen træffe bestemmelse om kapitalens udlodning og kan herunder beslutte denne anvendt til almenvelgørende formål.

 

Seneste fundatsændring: 27. februar 2025.