Tusindvis af fattige børn i Danmark oplever afsavn i hverdagen og må undvære basale ting, vi andre tager for givet. De lever i familier, hvor der ikke har råd til at holde børnefødselsdag og hvor fritidsaktiviteter vælges fra, fordi de koster for mange penge. For dem er december en månedlang påmindelse om, at livet hverken er let eller ligetil. Derfor støtter Poul Due Jensens Fond hvert år en række organisationer, som uddeler julehjælp.
De fire organisationer som hver modtager 500.000 kr. til juleuddelinger er Frelsens Hær, Mødrehjælpen, Røde Kors og de hjemløses organisation, SAND.
Julehjælp gavner hele året
Frelsens Hærs julehjælp går til udsatte familier (og enlige) på baggrund af en vurdering af deres finansielle situation. Hjælpen består af godter, gaver og gavekort til supermarkeder (minus alkohol). Efter julen arbejdes der på at skabe relationer til de hjulpne familier, således at Frelsens Hær kan bistå med hjælp til selvhjælp.
“Vi kan allerede nu se på ansøgningerne om julehjælp, at rådighedsbeløbet hos ansøgerne er mindre end sidste år. Folk har fx mistet boligstøtten, da de ikke har kunnet skaffe det nødvendige arbejde til at undgå kontanthjælpsloftet. Vi regner med at se flere ansøgninger i år, end de cirka 11.000 vi har modtaget de seneste år,” siger Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær.
Frelsens Hær modtog 11.000 ansøgninger i 2019, og hjælpen rakte til 8.000 familier.
Røde Kors’ julehjælp er mere end en god juleaften – den hjælper familierne til at danne netværk, inviterer børnene på ferielejre, hjælper dem med lektierne og giver tilskud til, at de kan få en god og aktiv fritid på lige fod med andre børn.
“Vi bruger julehjælpen til at tilbyde hjælp og støtte til familierne resten af året ved at invitere dem indenfor i vores familieaktiviteter. Kun sådan kan vi sikre, at ingen familier står alene, når julen er slut, og det bliver hverdag igen,” forklarer national chef i Røde Kors Danmark, Marie-Louise Gotholdt.
Røde Kors har en ambition om at nå 12.000 familier i 2020. Hver familie modtager et gavekort til COOP til en værdi af 800 kr. eller en julekurv fyldt med julens madvarer. Julehjælpen bliver uddelt lokalt af 196 Røde Kors-afdelinger landet rundt.
Mødrehjælpen uddelte i 2019 julehjælp til 3058 familier med i alt 6245 børn og håber at kunne hjælpe endnu flere i år.
“Takket være en stor og velvillig støtte fra Poul Due Jensens Fond kan vi igen i hjælpe de mest sårbare børnefamilier, så de kan glæde deres børn med en juleaften, de ellers ikke havde set frem til. På de mange børns vegne vil jeg gerne sige en stor og varm tak til fonden for igen i år at gøre det muligt,” forklarer Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen
Læs her en historie fra om nogle af sidste års modtagere af julehjælp.
Jul med gadefamilien
Daniel Høybye er gaderepræsentant og medlem af SANDs lokaludvalg i hovedstaden. Han har haft sin gang i gademiljøet gennem snart femten år og fortæller at julehjælpen for mange er livsvigtig hjælp. Sidste år var han blandt andet med til at uddele madbilletter, gavekort, julekurve og brugte mobiltelefoner med taletidskort, så hjemløse kunne ringe hjem til familien og ønske glædelig jul.
“Du får lige så meget tilbage som du giver. Jeg har et kæmpe netværk blandt de hjemløse i København. Det er min gadefamilie, og derfor er det næsten også en julegave i sig selv at kunne være med til at give dem en hyggelig juleaften,” fortæller han gennem telefonen.
Hjemløse i Danmark kan i år se frem til at modtage et et gavekort på 3-400 kr., som kan bruges til at købe julegaver eller julemad for. Gavekortene uddeles gennem SAND’s lokale udvalg, via natcafeer og herberger samt på gadeplan. Og de penge falder ifølge Daniel Høybye på et tørt sted:
“I de kolde måneder bliver det ekstra dyrt at være hjemløs. Du kan jo ikke sætte dig ind på en café for at få varmen uden at købe noget, og her i corona-tiden er det også ekstra svært at tjene penge ved at sælge Hus Forbi, fordi der er færre muligheder for at møde folk ved supermarkeder og andre knudepunkter,” siger han.
Corona er også skyld at det bliver svært at arrangere julefester for hjemløse, som man ellers har gjort i tidligere år. Daniel har selv 3-4 andre hjemløse boende i sin lille lejlighed og håber at flere af de hjemløse i hans netværk kan komme væk fra gaden og ind i en lejlighed inden det bliver alt for koldt.
“Sidste år var jeg ude og aflevere julekasser i 6-8 lejligheder her i Københavnsområdet, hvor der var tre eller fire hjemløse som holdt jul sammen med den som havde fået en lejlighed. Hvis nogen af dem havde børn, fik de også et gavekort til at købe gaver for, noget som ellers ville være helt umuligt,” afslutter han.
Jul for anbragte børn
Ud over årets juledonationer medfinansierer fonden desuden Børnehjælpsdagens juleaktiviteter for anbragte børn på døgninstitutioner rundt om i landet. Fonden donerede 500.000 til julefesterne i 2018, og de penge rækker også til i år. Dog bliver de traditionsrige julefester i år erstattet af en julekaravane, som kommer på besøg på institutionerne i stedet for at samles på de store kulturinstitutioner.
– Af alle udsatte børn i Danmark er de anbragte børn nogle af dem, der føler sig allermest ekskluderet i julen. Selvom julefesterne ikke bliver som de plejer, håber vi at Børnehjælpsdagen kan bære masser af lys og julestemning ind på institutionerne med årets julekaravane, afslutter fondsdirektøren.
Læs mere om fondens juledonationer her.