Æggepakkeriet ved Godsbanen i Aarhus vil fremover danne ramme for en styrket indsats med flere tilbud til skoler og institutioner samt kunne tiltrække flere frivillige på BørneTelefonen, så endnu flere børn og unge kan få hjælp, når de søger den. Indflytningen markerer Børns Vilkårs betydelige udvidelse af fremtidige indsatser for børn og unge.
”Vi åbnede for første gang kontor i Aarhus i 2019, og siden da har vores indsatser taget så meget fart, at vi er ved at vokse ud af vores rammer. Med Æggepakkeriet får vi bedre plads og derfor mulighed for at engagere flere medarbejdere og frivillige kræfter, der kan gøre en forskel for børn og unge”, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Trivsel er et fælles ansvar
Når Børns Vilkår rykker ind i de nye lokaler i Aarhus, indleder organisationen samtidig et nyligt indgået partnerskab med Aarhus Kommune. Et samarbejde, der i første omgang løber over en treårig periode med formålet om at styrke børn og unges mentale sundhed og trivsel i kommunen. Partnerskabet er blandt andet kommet op at stå takket være en tillidsbaseret donation fra Poul Due Jensens Fond på 2 millioner kroner. Med støtten håber Poul Due Jensen Fond at være med til at skabe et solidt fundament for at nå ud til flere udsatte børn og unge i provinsen.
“Helt grundlæggende håber vi at alle børn og unge som har brug for nogen at tale med får mulighed for at komme igennem til en frivillig på BørneTelefonen. Det kræver flere frivillige, og også gerne nogen der taler med en genkendelig accent. Derfor er det bl.a. vigtigt at få rekrutteret nye frivillige i det jyske og klæde dem godt på til arbejdet, så vi kan komme børn og unges mistrivsel til livs i hele landet,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.
Partnerskabet med Aarhus Kommune vil det første år have fokus på børn og unges digitale liv. Derudover skal det styrke eksisterende tilbud med gratis børne- og ungefaglig rådgivning. Målet er, at der bliver udviklet indsatser til specifikke målgrupper såsom børn og unge i mistrivsel og pårørende til forældre med psykisk sygdom eller skilsmisse.
“Støtten fra Poul Due Jensens Fond har givet os mulighed for at udvide og styrke vores netværk markant i Aarhus. Det har fx givet os ressourcer til at indgå i et strategisk partnerskab med Aarhus Kommune om børn og unges trivsel. Partnerskabet sætter i første omgang fokus på at udbrede kendskabet til de eksisterende rådgivningstilbud, men også på fælles udviklingstiltag rettet mod børn og unges digitale liv. Et andet eksempel er, at vi har fået etableret et samarbejde med Brabrand Boligforening, som vil gøre det muligt at nå ud til nogle grupper af børn og unge, som vi i dag ikke er så tæt på. ”, siger Rasmus Kjeldahl.