Lige nu oplever verden hidtil usete humanitære behov. Men mange konflikter og katastrofer havner hurtigt i glemmebogen, hvilket har omfattende konsekvenser for de rekordmange børn og familier, der får revet hverdagen i stykker og vendt op og ned på livet.
Grundfos Fonden viser nu vejen i en ny aftale, der giver UNICEF mulighed for både at reagere hurtigt og dirigere ressourcerne derhen, hvor behovene – og ikke nødvendigvis opmærksomheden – er størst. I alt donerer fonden 5 mio. kr. over to år, som UNICEF kan anmode om med blot 24 timers varsel i forbindelse med akutte så vel som igangværende konflikter og katastrofer.
”Vores humanitære hjælp skal gøre den størst mulige forskel for børn og familier, som altid er de største ofre i krige og katastrofer, og vi ved at tid er en afgørende faktor. Det er organisationer som UNICEF, der er til stede i verdens brændpunkter, der ved, hvor behovene er størst, så vi skal ikke lade bureaukrati komme i vejen for livreddende nødhjælp med indviklede godkendelsesprocesser,” siger Kim Skibsted, direktør i Grundfos Fonden.
1 million til Ukraine
Et aktuelt eksempel er de mange civile i Ukraine, der fortsat har massive behov for hjælp efter to år med krig. I kølvandet på Ruslands eskalering strømmede pengene ind til UNICEF fra privatpersoner, virksomheder og fonde, der alle ville bidrage til de humanitære indsatser. Små to år senere er en stigende krigstræthed begyndt at brede sig, hvilket også afspejler sig i støtten, der stort set er tørret ud. Krigen i Ukraine risikerer således at havne i puljen med glemte katastrofer.
Derfor har UNICEF, op til toårsdagen for krigen d. 24. februar, anmodet Grundfos Fonden om en donation på 1 mio. kr. til den globale humanitære indsats, som blandt kan være med til at hjælpe børn og familier i Ukraine og i de omkringliggende lande, der huser mange flygtninge.
Derfor er tillid og fleksibilitet så vigtigt for UNICEF
Sidste år steg antallet af mennesker med behov for humanitær hjælp til rekordhøje 360 millioner på verdensplan. Samtidig oplevede UNICEF, at mange donationer var bundet til konkrete projekter eller temaer, hvilket betød, at halvdelen af disse midler udelukkende gik til fem specifikke katastrofer. Tillid og fleksibilitet har således stor betydning for, at UNICEF kan styre sine indsatser og fordele ressourcerne mere retfærdigt, hvilket i sidste ende øger værdien af donationerne og hjælpen.
Om UNICEF
UNICEF er FN’s Børnefond og vores vigtigste opgave er at skabe langvarige positive forandringer og fremme børns rettigheder. Som verdens største børneorganisation, og en vigtig del af FN, har vi en unik gennemslagskraft i over 190 lande. UNICEF kæmper for at redde børns liv, beskytte de mest udsatte børn og bygge en bedre fremtid for alle verdens børn. UNICEF støtter ikke virksomheder, produkter, varemærker eller tjenester.
- Læs mere på unicef.dk