24. Sep. 2022
Foreningen MH24 – Mikkel Mod Mobning skifter navn til Hej Fonden og sikrer sig samtidig to nye ambassadører i form af landsholdsprofilerne Mie Højlund og Mathias Gidsel.

I 2015 stiftede håndboldspilleren Mikkel Hansen foreningen, MH24 – Mikkel Mod Mobning, der gennem forskellige tiltag forsøger at øge inklusionen og nedbringe mobning for børn og unge i håndboldklubberne landet over. Nu skifter foreningen navn til Hej Fonden og udvider fællesskabet med to nye holdkammerater i form af landsholdskollegaerne Mie Højlund og Mathias Gidsel.

”Da Mikkel spurgte mig, om jeg ville være en del af Hej Fonden, var jeg ikke i tvivl. Ideen om at bruge håndbold til at lave et fællesskab, hvor man kombinerer leg med håndbold, samtidig med at man får snakket om mobning og gjort det mindre tabubelagt, er en fantastisk idé”, siger Mathias Gidsel, der er bosat i den tyske hovedstad og spiller for Füchse Berlin.

Nyt logo for Hej Fonden

Hej Fondens nye logo

”Jeg er så glad for at få to nye holdkammerater med ombord. Jo flere man er i forhold til at sende et budskab, jo mere effektivt bliver det. I Mie og Mathias har vi fundet to profiler, som er deres ansvar bevidst både på og uden for banen, og som matcher de værdier, som Hej Fonden står for”, forklarer Mikkel Hansen.

Mobning er alles problem

Det er nødvendigt at rette større opmærksomhed mod trivslen i børne- og ungdomshåndbold. I dag stopper hvert 8. barn til en sportsgren på grund af mistrivsel og mobning. Det viser en undersøgelse, som Center for Ungdomsstudier har foretaget for Mary Fonden. Det var blandt andet den viden, der fik Mie Højlund til at blive ambassadør og bruge sin offentlige stemme.

Mikkel Hansen og Mie Højlund

Hej Fondens nye ambassadør Mie Højlund spiller i Odense Håndbold. Foto: Ulrik Jantzen 

”Hej Fonden arbejder med en enormt samfundsrelevant problematik, nemlig mobning. De tager fat, hvor det nogle gange gør ondt, og de gør et rigtig vigtigt stykke arbejde. Det vil jeg gerne være en del af”, siger Mie Højlund, der spiller i Odense Håndbold.

Hej Fonden vil fortsat formidle deres store viden og give klubberne nogle værktøjer til at skabe bedre trivsel – nu blot med tre ambassadører i stedet for en.

Hej Fonden er det perfekte navn, fordi hej er det første ord, man siger, når man danner relationer. Hej bryder den første barriere, som kan være svær at bryde. Derfor skal vi alle også blive endnu bedre til at sige hej til dem, vi møder i hverdagen, fordi et hej medfører ofte et smil hos modtageren.
Mathias Gidsel

En særlig tanke bag det nye navn

I syv år har Mikkel Hansen været frontfigur i foreningen, men med nye medspillere på holdkortet, lå det naturligt at omdøbe foreningen sammen med de to andre.

”Det handler om at starte på en frisk, og det betyder også et nyt navn. Det er fedt, at vi sammen har fundet på og søsat Hej Fonden”, siger Mikkel Hansen, der dog pointerer, at det fortsat er de samme værdier og budskaber, der ligger bag foreningen.

”Hej Fonden er det perfekte navn, fordi hej er det første ord, man siger, når man danner relationer. Hej bryder den første barriere, som kan være svær at bryde. Derfor skal vi alle også blive endnu bedre til at sige hej til dem, vi møder i hverdagen, fordi et hej medfører ofte et smil hos modtageren”, siger Mathias Gidsel, mens Mie Højlund supplerer:

”Det er varmt og imødekommende, og det er præcis det, vi gerne vil symbolisere. Det er et meget kort ord med en rigtig stor betydning. Alle skal føle sig set og velkomne hos os”.

MH 24 camp

Hej Fonden vil fortsætte med at afholde klubbesøg og camps, samtidig med at de i fremtiden vil nytænke andre koncepter, der har til formål at øge inklusionen for børn og unge i håndboldmiljøet. Foto: Ulrik Jantzen 

Hej Fonden vil fortsætte med at afholde klubbesøg og camps, samtidig med at de i fremtiden vil nytænke andre koncepter, der har til formål at øge inklusionen for børn og unge i håndboldmiljøet. Vores trivselsrapport viser, at klubbesøgene, der tager udgangspunkt i Antibulli-øvelser, har en positiv indvirkning på deltagernes fremtidige samarbejde og trivsel.

Håndbold skal altid være et frirum, og der skal være plads til alle – uanset færdigheder på banen. Derfor støtter Grundfos Fonden (Poul Due Jensens Fond) arbejdet for et bedre fællesskab i danske håndboldklubber.