Ifølge FN’s verdensmål nr. 6 skal alle mennesker på kloden have adgang til vand i 2030. Det kræver nye løsninger. Derfor er PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond gået sammen om at teste soldrevne vandpumper, der kan sikre vandforsyning til selv de mest fjerntliggende landsbyer i fattige lande.
PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond er gået i gang at teste en ny sol- og batteridrevet pumpeløsning i to landsbyer i Togo i Vestafrika. Her skal soldrevne pumper fra Grundfos erstatte de gamle, hånddrevne modeller og automatisk pumpe vand op fra grunden og sende det direkte fra brøndene og ind i landsbyerne.
Sanitet og sikkerhed
De millioner af mennesker, der bor i små landsbyer, hvor der ikke kan etableres store vandforsyningsanlæg, må dagligt leve med konsekvenserne af manglende eller urent vand.
””Hvis der ikke er adgang til rent drikkevand, må indbyggerne i landsbyerne hente det i fx floderne, hvor vandet er beskidt. Det medfører sygdomme som diarré, der på sigt kan være livstruende,” forklarer Helene Egebjerg, der står for PlanBørnefondens bidrag til projektet.
Selv hvis der er en brønd med håndpumpe, ligger de ofte langt fra landsbyerne, hvilket skaber problemer for de kvinder og børn, der henter vandet.
”Hvis de skal hente vand om aftenen, må de ofte gå store afstande i mørke, hvor de er meget udsatte for overfald og overgreb. Det kan også gå ud over børnenes skolegang, hvis de skal bruge lang tid på at hente vand,” forklarer Helene Egebjerg.
En bæredygtig løsning
Den nye løsning er designet af Grundfos, hvor teknisk produktchef Jesper Blankenfeldt fortæller, at systemet er bygget, så det tager hensyn til, at der også skal kunne leveres vand, når solen ikke skinner – uden at skulle opbevare vandet i tanke, hvor bakterier og andre mikroorganismer let kan forringe vandkvaliteten i den tropiske varme.
”Løsningen bygger på SQ Flex pumpeserien, som har været på markedet i en del år er. Det smarte er, at den kan fungere på forskellige energikilder. Alt fra vindenergi over en stikkontakt til solceller og batterier. Og netop solceller er en god løsning, når de skal fungere i Afrika. Men for at sikre, pumpen også virker, når solen ikke skinner, er der et backupsystem, hvor pumpen kan køre på miljøvenlige saltvandsbatterier. Batterierne lader op, når solen skinner, og driver så pumpen, når det er mørkt eller overskyet.”
Mere om SQ Flex (Grundfos)
Den valgte batteriløsning er ikke skadelig for hverken miljøet eller lokalbefolkningen. Saltvandsbatterierne er desuden bedre egnet til at klare klimaet og den tropiske varme end traditionelle batterier.
”Mange steder i Afrika har det været almindeligt at bruge bly- og syrebatterier. Når de er slidt op og skal hugges op, skader det både miljøet og dem, der arbejder med batterierne. Til gengæld finder du ikke noget mere miljøvenligt end saltvandsbatterierne. Ifølge vores beregninger bør de holde i godt 10 år selv i ekstrem varme,” forklarer Jesper Blankenfeldt.
Mere om saltvandsbatterier (Bluesky Energy)
Verdensmål kan blive til virkelighed
Hvis det nye pumpesystem bliver en succes, kan det være en afgørende faktor for at nå FN’s verdensmål om, at alle skal have adgang til sikkert drikkevand i 2030. Det kan især løse problemet for de mest isolerede landsbyer, som netop er en af målgrupperne for Poul Due Jensens Fond.
”Myndighederne i Togo har ikke ressourcer til at vedligeholde traditionelle vandforsyningsanlæg med opbevaringstanke i landsbysamfund med mindre end 1.500 indbyggere. Dem er der ca. 10.000 af i Togo. Med det nye pumpesystem kan vi også sikre adgang til vand og sanitet i de små samfund,” fortæller Nils Thorup, der er programchef i Poul Due Jensens Fond.
Bliver forsøget i Togo en succes, har det potentiale til at hjælpe millioner af mennesker på verdensplan.
”Alene i Indien er der 1,3 millioner vandpumper, der er drevet af en generator. Sådan en bryder sammen, skal vedligeholdes og er dårlig for miljøet. Vores nye løsning kræver sådan set kun adgang til sol eller vind for at kunne fungere,” forklarer Nils Thorup.
Det nye system er skalérbart på en måde, der ikke er set før. Man kan starte med et system med lille kapacitet til få mennesker, der bruger lidt vand. Hvis folk begynder at bruge mere vand, eller landsbyen vokser, kan systemet udvides løbende, hvis man ellers har lavet sit forarbejde med en god boring. Det kan man ikke med en håndpumpe.
”I sådan et tilfælde må man starte helt forfra med en dyr investering som en boring nu engang er, når håndpumpens max-kapacitet er nået,” forklarer Niels Thorup.
Den ene af de to landsbyer til forsøget i Togo er fundet, mens det er ved at blive afklaret, hvor den anden solcellepumpe skal etableres. PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond forventer at pumperne er oppe at køre til efteråret.
Batteriprojektet er en del af et længerevarende samarbejde mellem PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond. Læs mere her