14. Apr. 2021
Poul Due Jensens Fond puster nyt liv i Naturvidenskabsfestivalens uddelingspulje, som over de næste tre år skal skabe begejstring på skoler og ungdomsuddannelser i hele landet.

I 2021 er der igen mulighed for at skoler, ungdomsuddannelser, museer og andre institutioner kan søge  den særlige festivalpulje om op til 15.000 kroner til at afholde arrangementer i forbindelse med Naturvidenskabsfestivalen i uge 39. Puljen holdt pause i 2020, men Fonden har besluttet at finansiere puljen og Naturvidenskabsfestival over de næste tre år, så flere børn og unge i Danmark kan blive begejstret af naturvidenskaben.

Børn iført waders laver high-five

I 2019 var festivalens tema Vandets Hemmeligheder. I 2021 er temaet “Helt Vildt”. Foto: ASTRA

I 2019 støttede puljen en række sjove og spændende arrangementer. Heriblandt kan nævnes Roslev Skole ved Skive, som benyttede festivalen til at lade skolens 7. klasser udforske Harre Vigs natur og biodiversitet. Viborg Gymnasium og HF åbnede dørene for kommunens 6. klasser, der kunne deltage i naturvidenskabelige aktiviteter/eksperimenter faciliteret af
gymnasiets elever.  Sølystskolen i Silkeborg samlede hele skolen om En Van(d)vittig Dag på tværs af alder og klasser, og i Aarhus kunne skoleklasser eller børnehaver booke et besøg på Aarhus Science Camps tanglaboratorium ved Tangkrogen.

– Efter et år med corona-nedlukninger håber vi at de midtjyske skoler vil tænke ud af boksen og finde på nye sjove og spændende festivalaktiviteter, siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Hvad støtter puljen?

Puljen støtter aktiviteter, der bidrager til at børn og unge udvikler naturfaglig kompetence gennem nye og spændende oplevelser og giver pædagoger, lærere, undervisere m.fl. mulighed for at udvikle deres praksis på dette felt. Puljen kan give støtte til dækning af udgifter til:

  • Materialer og udstyr
  • Eksterne bidragsydere, som ikke indgår i den daglige praksis
  • Transportudgifter, der har et formål ud over rutineprægede ekskursioner
I årets Naturvidenskabsfestival skal vi på jagt efter helt vild natur. Bævere lever igen i den danske natur, vilde blomster indtager haverne, stenrev genoprettes, og i de døde træstammer i skovene myldrer livet - til gavn for svampe, planter, dyr og bakterier i økosystemet.
Ea Eskildsen, programleder for Naturvidenskabsfestival, ASTRA

Temaet for Naturvidenskabsfestival 2021 er Helt Vildt, og aktiviteter skal falde inden for et af fire fokusområder:

  1. Samarbejd med eksterne aktører
  2. Sæt nye rammer
  3. Udforsk nye metoder
  4. Styrk naturfaglige kulturer

Der er ansøgningsfrist den 11. maj. Ansøgning foregår online på naturvidenskabsfestival.dk/festivalpulje

Forskning og Læring

Poul Due Jensens Fond støtter forskningsprojekter og læringsinitiativer inden for naturvidenskab og teknik.