Faste rammer
Mathias møder ind lidt i to, så han er klar til sit job fra kl. 14:00 til 22:00 hos emballagefabrikken DS Smith i Grenaa, hvor han indgår i et treholdskifte. Lige nu er han ansat til 30. november, og han vil gerne blive. Mathias trives med at vide, hvad han skal, som f.eks. at han arbejder 100 minutter og holder 20 minutters pause.
” Du ved, hvad du skal, der er sat nogle faste rammer. Det passer mig fint, når jeg ikke lige umiddelbart ved, hvad jeg skal i fremtiden, så er det en god måde at holde sig selv i gang på og have en eller anden form for rutine. På sigt skal jeg nok noget andet. Det kan være, de tilbyder mig noget, f.eks. kan du blive operatør derude,” fortæller han.
Uddannelse nok
Mathias er færdig med at tænke i uddannelse – for nu. Efter folkeskolen, som han egentlig var lidt træt af i både 8. og 9. klasse, startede han på HTX. Han var glad for teknologi og fik at vide, at han skulle bruge sit gode hoved til uddannelse. Glæden holdt dog ikke. Så Mathias gik på produktionsskolens tømrerlinje i 1½ år og var glad for de praktiske opgaver, som havde et tydeligt mål. Nøjagtigt som der er mål med de papkasser, han nu er med til at producere:
Efter produktionsskolen tog Mathias et grundforløb på teknisk skole med tanke på at blive elektriker. Men der var for meget skriveri og tegneri. Mathias vil bevæge sig, selvom en fremtidig uddannelse godt kan være boglig:
”Det boglige kan jeg også godt finde ud af. Jeg skal bare kunne se, at det her, det vil jeg gerne. Og jeg skal i sidste ende kunne se, hvor lang tid det tager, og hvad jeg bliver til,” understreger han.
DS Smith er et rart sted at være, det er et rart sted at finde ud af, hvad jeg skal blive, siger 21-årige Mathias. Foto: Poul Due Jensens Fond
Det er du for klog til
19-årige Camille kan se det, hun gerne vil. Til januar 2020 starter hun på Asmildkloster Landbrugsskole og har lige nu to jobs med nogle timer om ugen. Også Camille tog gymnasiet efter folkeskolen. Som lille havde hun godt nok tænkt sig at blive dyrepasser, men fik af flere at vide ”Det er du for klog til.”
”Det gik egentlig meget godt. Jeg kan godt lide at gå i skole, jeg havde gode lærere, jeg havde rigtig gode klassekammerater, men jeg har generaliseret angst. Det fandt jeg ud af, mens jeg gik på gymnasiet”, forklarer hun.
Egentlig var der også noget i folkeskolen, hvor Camille kunne græde, når hun skulle fremlægge, men i gymnasiet blev det værre. Selvom hun fik lov at aflevere senere, ikke fremlægge m.v., kunne Camille ikke fungere, og hun gik ud. Fordi hun har generaliseret angst, så er det mange situationer, der påvirker.
”Det ligger sådan og simrer hele tiden. Det er alting, der trigger det, det er ikke kun i pressede situationer. Så begynder jeg at ryste og hyperventilere, eller begynder at græde. Jeg kan overhovedet ikke fungere. Det kan faktisk blive så slemt, så jeg kun har lyst til at dø, så nu tager jeg medicin imod det. Det virker rigtig godt.”
Ventetid
Efter gymnasiet lavede Camille absolut ingenting ud over at sætte bøger op på biblioteket i Randers nogle få timer om ugen. Hun lå i sin seng. Måske læste hun lidt. Efter et halvt år tvang forældrene hende til læge. Og det var godt, fortæller Camille, for det skulle jeg. Camille blev henvist til børnepsykiatrisk i Aarhus, hvor hun blev udredt og fik nogle givtige samtaler med psykologer. Hun fik forståelse for sin diagnose og noget medicin, der hjælper.
”Min medicin virker kun, hvis jeg laver noget. Jeg skal selv skubbe det i gang for at få det til at virke. Så jeg stod op og spiste morgenmad inden kl. 9:30, bagefter gik jeg måske nogle ture eller hentede min lillesøster i børnehaven”, fortæller Camille.
Efter nogle måneder havde Camille det bedre, selvom fuld tid stadig var for meget. Hun blev tilbudt og takkede ja til at starte på RUN. Da havde hun gået hjemme ca. 18 måneder efter gymnasiet.
Jobbet på biblioteket har været med til at holde Camille i gang efter gymnasiet. Foto: Poul Due Jensens Fond
Ferie, ferie, ferie
Mathias gik også ”på hold”, som han kalder det, efter han stoppede på teknisk skole. Et hold der endte med at vare i 52 uger.
Mathias bor hos sine forældre, men opsparingen krymper. Den ene gang han har bedt kommunen om hjælp, blev der talt om uddannelse, og det vil han ikke – lige nu. Siden blev Mathias tilbudt RUN, hvor han oplevede voksne, der var gode til at stille ham spørgsmål og lade ham tage det i sit eget tempo sammen med andre unge.
Under RUN-forløbet løste Mathias praktiske opgaver med andre unge, samtidig med at han skrev ansøgninger og kontaktede firmaer – hele tiden med sparring fra RUN. Sådan er det også nu. Mathias vil blive fulgt i 12 måneder som en form for efterværn.
”Rent lavpraktisk så hører de mig ad, om jeg vil spise middagsmad en gang i mellem. Så er vi sammen og spiser og snakker om, hvordan det går. Jeg kan bare skrive, hvis der er noget. Det er rart at have dem i baghånden, så de lige kan pejle én ind igen, hvis man er kommet på et sidespor. Det er bare nogle gode mennesker at have i baghånden”, siger Mathias.
Drømme støves af
For Camille blev mødet med RUN en mulighed for at forfølge drømmen om at blive dyrepasser. Camille kom i praktik i Randers Regnskov samtidig med timerne hos RUN.
”Mens jeg arbejdede i DanmarksParken i Randers Regnskov, gik jeg og tænkte på landbrugsuddannelse, fordi jeg rigtig godt kunne lide bondegårdsdyrene. Jeg kan lide køerne, gederne, og grisene. De er stille og rolige, og det virker beroligende på mig,” fortæller Camille.
Efter et besøg på en landbrugsskole tog Camille kontakt til en landmand og arbejder nu nogle timer for ham ugentligt.
”Alting med køer er tungt: alle låger er tunge, alle redskaber er tunge. Jeg plejede at dyrke sport. At jeg har siddet stille så længe gør også, at jeg har haft trang til at gå i gang med noget, der er fysisk hårdt. Jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg fundet ud af, at jeg ikke skal have et job, hvor jeg skal sidde stille. Jeg kan godt sidde ned i flere timer og læse, men jeg har også brug for at lave noget fysisk. Jeg arbejder bedre, når jeg skal lave noget fysisk,” underbygger Camille sit valg.
Mod på fremtiden
Også Camille er nu en del af efterværnet i RUN, hun har sine to job og forbereder sig på at flytte ind på landbrugsskolen og gå i skole fuld tid fra januar 2020. Når hun skal forklare, hvad hun har taget med sig, fortæller hun:
”RUN har givet os mod på at prøve ting. Vi har lavet alt muligt. Vi har kunnet prøvet grænser. Man bliver ikke tvunget til at deltage, men man bliver tvunget til at tage med, og det er nok meget godt, ellers siger man ofte nej, for det er blevet en vane. Man får tid til at tænke over, kan jeg prøve det her? Og man bliver altid udfordret på, hvorfor ikke”.
Fakta om Projekt RUN
RUN er et projektsamarbejde mellem ungdomsskolerne i Randers og Norddjurs og Poul Due Jensens Fond. Projektet arbejder med 50 unge over tre år, hvor målet er, at hovedparten starter i uddannelse eller arbejde efter de har gennemgået to af projektets trin:
- Trin 1 er en introduktionsfase, hvor den unge sammen med én af projektets ansatte undersøger, om de to parter kan bidrage og fortsætte i et samarbejde mod projektets målsætning.
- Trin 2 er omkring 10 måneder i projektet, hvor den unge arbejder med såvel personlige, sociale og faglige udfordringer på vej mod at skabe den vej, den unge efterfølgende skal betræde.
- Trin 3 er et efterværn, hvor den unge fortsat er tilknyttet RUN og vil mødes med såvel voksne som de andre unge tilknyttet projektet og kan få løst diverse mindre forhindringer, der kan opstå på den ”nye” vej.
Status på projektets første optag af 24 unge er, at 16 i uddannelse eller på vej dertil, 3 er i job, 5 er uafklarede. Andet optag er sat i gang sensommer 2019.
Mere information:
https://www.ungnorddjurs.dk/projekter/projekt-run/
https://ungdomsskolen.randers.dk/for-medarbejdere/center-for-innovation-og-kompetence/projekt-run/