Siden 2020 har PlanBørnefonden, den amerikanske NGO Water Mission og Plan Etiopien arbejdet for at skabe stabil adgang til rent drikkevand i to flygtningelejre i Gambella-regionen i Etiopien. Vandprogrammet hedder SunWASH, og konkret er fire soldrevne automatiske vandsystemer etableret i lejrene og der er lagt rør ind, som leder rent vand til skoler og børnehaver til gavn for i alt 40.000 mennesker.
Gambella, i det vestlige Etiopien, er en af landets fattigste regioner. Området er særligt hårdt ramt af vandmangel samt pludselige, kraftige regnskyl og oversvømmelser som følge af klimaforandringer. Det har medført fødevaremangel og lav produktivitet i landbruget, hvilket skaber konflikter og voldelige sammenstød blandt flygtninge og lokale etiopiere, der kæmper om de knappe resurser.
Derfor skal SunWASH udvides hen over tre år, så yderligere 184.000 etiopiere i Gambella får adgang til rent drikkevand og sanitet. Grundfos Fonden donerer 10,6 mio. kroner til indsatsen det første år.
Stort globalt potentiale
PlanBørnefonden og Plan Etiopien bidrager med indsigt i de lokale forhold, træning af befolkningen og står for den overordnede implementering. Det soldrevne vandsystem er udviklet med unik Grundfos-teknologi, der gør det muligt at få den optimale vandforsyning til den billigste pris. På den måde komplementerer partnerne hinanden til gavn for de mest udsatte i Gambella, forklarer Anne Smith Petersen, der er programdirektør og vicedirektør i PlanBørnefonden:
”SunWASH er et godt eksempel på, hvordan private aktører og NGO’er i partnerskab effektivt kan skabe innovative løsninger. Vores håb er, at SunWASH-modellen kan blive et skoleeksempel på, hvordan man implementerer vandprogrammer i flygtningesamfund globalt til gavn for mennesker og klima,” siger Anne Smith Petersen.
Trods global fremgang er der endnu lang vej, hvis FN’s Verdensmål 6 – rent vand og sanitet for alle – skal realiseres inden 2030. 2,2 milliarder mennesker mangler stadig adgang til rent vand og 3,5 milliarder – tæt på halvdelen af verdens befolkning – lever uden ordentlige hygiejne- og toiletfaciliteter. Det kræver nye løsninger og private investeringer.
”For at løse den globale vandkrise, har vi brug for kompetence-drevne partnerskaber, innovative løsninger og private investeringer. Det er vigtigt for at sikre adgang til rent og sikkert drikkevand, sanitet og hygiejne til verdens mest marginaliserede børn og familier,” siger hun.
Mere indflydelse til piger og kvinder
Det er piger og kvinder, der har den hårde og tidskrævende opgave at hente vand flere gange om dagen. Med en bæredygtig vandforsyning tæt på hjemmet kan flere piger komme i skole, og kvinder kan bruge tid på andre indkomstskabende opgaver. Kvinder bliver sjældent taget med på råd, når lokalsamfundet træffer beslutninger om, hvordan de skal håndtere vand, sanitet og hygiejne. Derfor er det en central del af SunWASH at skubbe til nogle af de skæve strukturer og normer. Samtidig trænes unge kvinder i at producere og sælge hygiejnebind, som kan være med til at skabe sundhed, værdighed og indkomst til kvinder på lang sigt.
Om SunWASH programmet
SunWASH er en sammenskrivning af Sun og WASH, hvor WASH står for Water, Sanitation and Hygiene. Sun er medtaget fordi, vandet pumpes op via solenergi. Grundfos’ unikke teknologier sikrer, at energien udnyttes optimalt i de pumpeløsninger, der bliver installeret.
Lokale myndigheder er blevet trænet i at vedligeholde solcellerne og vandpumperne via et solcelle lab i hovedstaden Addis Abeba, der er etableret i samarbejde mellem Danida og Grundfos.