Udgangen af maj måned var ved at være sidste udkald for at få installeret fondens batteri-pilotprojekt. Regntiden bevægede sig langsomt, men sikkert, nordpå fra kysten mod syd, men vi var heldige og vejene var stadig tørre nok til at få alt udstyret helt frem til landsbyerne. De store trækasser indeholdt blandt andet saltvandsbatterier på 140 kg, kabler, tryktank, reservedele, pumpe og et elektronikskab til at sikre at alle dele kommunikerer rigtigt med hinanden og sender data hjem til Danmark.
Dokumentation af installationen
Installationen af fondens batteri/pilotprojekt gik heldigvis godt. I videoen nedenfor kan du få et indtryk af hele processen, som varede to dage og involverede en masse forskellige mennesker: Grundfos-teknikerne Thomas og Nikolaj, Helene fra PlanBørnefonden i Danmark og hendes togolesiske Plan International kolleger, de regionale vandmyndigheders personale og naturligvis også entreprenørfirmaet ECM som har bygget den fysiske infrastruktur i samarbejde med beboerne i de to landsbyer.
Battery pilot – installation May 2019 from Grundfos Foundation | PDJF on Vimeo.
Ud over engelsk og dansk bliver der talt fransk og lokale togolesiske dialekter i videoen.
I Togo er der omkring 10.000 landsbyer med under 1.500 indbyggere. De af landsbyerne som har adgang, henter i dag grundvand op med hånd- eller fodpumper. Pumperne er installeret og monitoreres af de lokale vandmyndigheder, som også kræver at hver landsby udnævner en vandkomité (AUSEPA) som skal opkræve betaling for vandet fra hver husholdning. Det betyder at de lokale vandmyndigheder er en vigtig partner, som er aktivt involveret i alle vores vandprojekter i Plateaux-regionen.
Fakta på bordet skal give klar besked
Ud over rent vand til beboerne skal de to nye vandsystemer også levere real-time data om forbrug og performance til Grundfos Remote Management, så vi kan overvåge systemet og se hvordan batteriet performer i det tropiske klima. Vi vil også vide hvordan systemet påvirker miljøet, især om grundvandspejlet falder over tid, som nogle hævder, men som vi endnu ikke har set understøttet med fakta. Med data i hånden håber vi at kunne bruge fakta til at finde nye metoder til at sikre rent vand på den lange bane – også til de mest isolerede landsbyer.
- I Togo er det forbudt at anvende vandtårne i landsbyer med under 1.500 indbyggere. Det giver god mening, da bakterier og biofilm vokser hurtigt i den tropiske varme, og man derfor skal sikre sig et vist forbrug for at undgå stillestående vand. Derfor undersøger vi, om man kan lagre energi i stedet for vand i disse to landsbyer (800 og 250 indbyggere).
- En anden togolesisk regel siger at vandsystemer skal dimensioneres til 30 liter per person per dag. Vi har allerede adskillige vandsystemer med vandtårne som kører i større landsbyer, og her er forbruget over flere år maksimum 10 liter per person per dag, selv i de tørreste perioder, og meget mindre i regntiden. Det betyder at vores to pilotsystemer i dag er ekstremt overdimensionerede i forhold til det faktiske behov. De er derfor heller ikke økonomisk interessante, men de vil kunne forsyne os med vigtige fakta om brugernes adfærd og om deres egen performance og stabilitet.
Over tid håber vi at kunne vise:
- at løsningen med solpaneler/saltvandsbatterier er et bæredygtigt og varigt alternative til vandtanke.
- at systemet er skalérbart og kan tilpasses landsbyer af enhver størrelse med simple byggesten – den eneste begrænsning er mængden af vand som borehullet kan levere.
- håndgribelige fakta om effekten af grundvandspumpning på grundvandspejlet over tid, hvilket vi savner i dag (vi måler også grundvandsniveauet i vores vandprogram i Kenya).