Poul Due Jensens Fond noterer sig med stor tilfredshed, at Grundfos koncernens netop præsenterede årsresultat sætter historisk rekord med solid salgsvækst og øget indtjening. Det betyder også øget udbytte til Fonden, hvis primære formål er at støtte og udvikle Grundfos. Samfundsengagement betyder meget, og derfor uddeler Fonden penge til almennyttige projekter inden for forskning og læring, vand og udvikling samt social inklusion. I løbet af 2019 blev der således uddelt DKK 117 millioner.
I 2019 åbnede Fonden blandt andet komplette soldrevne vandsystemer i Nyarugusu-flygtningelejren samt i flere omkringliggende landsbyer i det nordvestlige Tanzania, der samlet set forsyner mindst 200.000 mennesker med rent drikkevand. Dette skete i partnerskab med den amerikanske NGO, Water Mission. Desuden har Fonden lignende projekter bl.a. sammen med UNICEF, PlanBørnefonden og Oxfam.
- Læs mere om årets resultater i årsskriftet for 2019
Corona vil ændre fokus fremover
”Vi kan gøre utroligt meget med vores kompetencer, teknologier og donationer for mange mennesker, der ofte overses. Vand er kilden til liv og er forudsætningen for at skabe en bedre tilværelse for millioner af mennesker. Vand, sanitet og hygiejne hænger også sammen med den massive indsats, der er brug for i kampen mod coronavirus, og vi følger nøje behovet for at yde humanitær hjælp. Vi vil også støtte ændrede prioriteringer inden for forskningsindsatsen, der kan være med til at dæmme op for coronavirus’ forfærdelige konsekvenser nu og her og i fremtiden. Vi holder fast i vores eksisterende partnerskaber og aftaler, men vi kommer alle til at forholde os til en helt ny virkelighed og et skærpet fokus i Danmark og i resten af verden”, forklarer fondsdirektøren.
Fondsbestyrelsen har genvalgt Jens Maaløe som bestyrelsesformand og Poul Due Jensen som næstformand. Fondens bestyrelse består desuden af: Estrid Due Hesselholt, Ingermarie Due Nielsen, Annette Due Jensen, Jens Moberg, Elsebeth Gerner Nielsen, Flemming Konradsen, Torben Ømark, Jens Erik Lysdahl, Rudy Martini og Melinda Briski (nyvalgt). De fire sidstnævnte er medarbejdervalgte.
- Mere om fondsbestyrelsen