En række teknologier og materialer (eksempelvis wide band gap halvledere) sænker barriererne for den grønne omstilling inden for transport- og energisektoren. Øget brug af elektriske køretøjer, energieffektive pumpeløsninger, hydrogenelektrolyse og vindenergi stiller større krav til effektelektroniksystemers performance; de er ‘limen’ som kobler funktionelle blokke sammen og transporterer elektricitet fra kraftværket og til forbrugeren.
Industrien har brug for nye løsninger
Projektet er afledt af et længerevarende samarbejde med Grundfos’ udviklingsafdeling, men med Fondens støtte vil forskerne gøre deres metoder og processer mere bredt tilgængelige for industrien.
Center for Digitalisering af Elektronik (CoDE) på Aalborg Universitets Institut for Energiteknik har sat sig for at udvikle nye metoder der skubber til grænserne for digitale processer når fremtidens højeffektive og kompakte effektelektroniksystemer skal designes og kvalificeres.
Prototypebaserede designprocesser er ressourcekrævende, og hele designprocessen med mange iterationer kan vare i uger. Erfaringerne med at digitalisere dele af designprocesserne er meget lovende, og målet er derfor at øge brugen af digitale designværktøjer i udviklingsprocesserne inden for det elektriske, magnetiske og mekaniske område.
CoDE forskningsgruppen
Nøglepersonerne i forskningsgruppen er: lektor Christian Uhrenfeldt, postdoc Asger Bjørn Jørgensen og professor Stig Munk-Nielsen. I alt 5 PhD’er og 2 Postdocs bliver tilknyttet projektet over de næste fem år.