Børns Vilkår arbejder for at stoppe svigt af børn og unge, og for at alle børn og unge skal være en del af trygge fællesskaber. Indtil for nylig har dette arbejde taget fysisk udgangspunkt i Valby, hvilket fx betyder, at størstedelen af Børns Vilkårs frivillige rådgivere på BørneTelefonen kommer fra Københavnsområdet, men også at mange indsatser er ude i langt flere sjællandske kommuner end kommuner i Jylland og resten af landet.
Formålet med Poul Due Jensens Fonds støtte er at bakke op om at etablere og formidle arbejdet i Aarhus og omegn gennem to kommunikations- og PR-indsatser:
- Spor 1: Netværksopbygning for både at skabe nye relationer og ikke mindst at opbygge nye samarbejder og partnerskaber, der kan løfte børns trivsel og stoppe svigt. I projektperioden vil vi derfor arbejde målrettet på, herunder:
- At etablere et strategisk samarbejde med Aarhus Kommune om at få Børns Vilkårs indsatser implementeret i Aarhus Kommune. Samarbejdsmodellen med Aarhus Kommune forventes på sigt at blive udvidet med flere kommuner;
- At udvikle og udrulle nye koncepter til at få kommuner og skoler i Aarhus og omegn til at bruge Børns Vilkårs trivselsfremmende og fællesskabende redskaber. Det kunne fx være oprettelsen af et fagligt netværk (trivselsnetværk) med skolekonsulenter fra Aarhus Kommune og en række omegnskommuner;
- At etablere samarbejde med andre relevante aktører i Aarhus;
- Dialog og samarbejde med andre NGO’er i Aarhus (som fx kan henvise børn og unge til BørneTelefonen).
- Spor 2: Kendskab og vidensformidling for at sætte aktuelle temaer på dagsordenen og invitere særlige grupper indenfor, fx børn og unge, forældre og fagpersoner og samtidig tiltrække nye partnerskaber, fonde og potentielle frivillige. Eksempelvis:
- Formidling af viden og anbefalinger til indsatser til relevante faggrupper, fx lærere, skoleledelse og skoleforvaltning i forbindelse med rapporter om skolefravær og inklusion. Faglig formidling kan med fordel arrangeres i samarbejde med VIVE, VIA og andre NGO’er;
- Morgen- eller fyraftensarrangementer om relevante temaer til forældre. Fx har Børns Vilkår erfaring med, at temaer omkring digital dannelse og sociale medier er attraktive for forældre;
- Undervisning af studerende i fx underretningspligt, omsorgssvigt og bisidning i samarbejde med fx VIA;
- Infomøder for potentielle frivillige med mulighed for at lytte med på BørneTelefonen for at få et indtryk af opgaven som frivillig og rammerne omkring rådgivningen;
- Åbent hus ved særlige lejligheder. Fx arrangementer i forbindelse med Aarhus Festuge, fagrelevante bynære festivaler, debatter i forbindelse med valg etc.
Arrangementerne finder sted i Børns Vilkårs nyerhvervede lokaler i Æggepakkeriet ved Godsbanen, som har en central placering i byen og som rummer muligheder for både formelle arrangementer i en foredragssal og mere uformelle rammer i kælderens rå og spændende kantine.