Der er hvert år en stor gruppe sårbare og udsatte unge i Danmark, der står uden uddannelse eller job, og som har brug for inspiration, støtte og nye konkrete muligheder for at komme ind på en ny livsbane. Lytter man til nogle af landets største kommuner, herunder Randers, Herning, Esbjerg og Aarhus Kommune, er særligt de såkaldt ’aktivitetsparate’ unge (dvs. unge, der ikke vurderes at være uddannelsesparate, fordi de har problemer af faglig, social og/eller helbredsmæssig karakter) nogle af de borgere, som kommunerne har sværest ved at hjælpe ud af offentlig forsørgelse og videre i livet.
Idéen bag projektet “Kollektive Ungebudgetter” er at udforske og afprøve kollektive, borgerstyrede ungebudgetter i kombination med lokale uddannelses- og arbejdsmarkedsrettede oplevelser og forløb for ledige unge i udsatte positioner.
Kombinationen af to elementer – en oplevelsesfase efterfulgt af en budgetfase – skal give ledige unge nye og værdifulde erfaringer og kompetencer, der kan hjælpe dem videre i livet og skabe grundlag for en langvarig og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Projektet skal desuden bidrage med et innovativt løsningsforslag til, hvordan beskæftigelsesindsatsen bliver mere fælleskabsbaseret, relationsbåret og præget af reel medbestemmelse.
Projektet vil blive gennemført over en samlet periode på 3 år i et samarbejde mellem Socialt Udviklingscenter SUS, Herning Kommune, Randers Kommune, Aarhus Universitet (v. Lars Skipper, lektor i Økonomi) og Poul Due Jensens Fond. Indsatsen er overordnet designet ud fra 3 centrale hypoteser om forandring:
- Borgerstyrede budgetter giver udsatte unge selvtillid, handlekraft og en oplevelse af muligheder
- Nye oplevelser og relationer skaber afklaring og konkrete jobmuligheder for udsatte unge
- Inkluderende fællesskaber er en katalysator for motivation og forandring hos udsatte unge
Sammensætningen af de tre variable i én samlet indsats gør projektet og indsatsen nyskabende og eksperimenterende – og styrker potentialet for et positivt bidrag til de unges vej. Desuden er der en stærk målsætning om at formidle projektet til relevante målgrupper undervejs gennem:
- Strategisk formidling og spredning af metoden gennem oplæg og møder i/med udvalgte fora og aktører;
- Nedsættelse af en følgegruppe i projektet, der kan understøtte formidling- og spredning;
- Belysning af lovgivningsmæssige muligheder og hindringer for implementering af metoden på nationalt plan;
- Eventuel klargøring af indsatsen til social effektinvestering.