I januar 2020 har en særlig enhed af jobcentret i Norddjurs fundet plads i Bæredygtighedens Hus på havnen i Grenaa. Her skal de to faste medarbejdere hellige sig projekt Rekruttering til havnen og arbejde med virksomheder, der vil ansætte kandidater, der mangler arbejde.
I løbet af det første år er det målet, at 140 ledige skal i nærkontakt med de to medarbejderne og gennemgå et forløb, som fører til, at mindst 70 af dem frem til foråret 2021 har lønnede timer eller endda er selvforsørgende.
Masser af kompetencer
Projektet er født på baggrund af en undersøgelse, som partnerne gennemførte i løbet af 2019. Her undersøgte man kompetencer og barriere hos en større gruppe ledige: knap halvdelen havde været ledige i mere end fem år. Mere end halvdelen havde mere end fem års erhvervserfaring, for 75 procents vedkommende fra ufaglært arbejde, på trods af at 22 procent havde taget en erhvervsuddannelse og knap 10 procent en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
– Med til historien hører også, at 60 procent har fysiske barrierer såsom smerter, KOL, gigt, fibromyalgi m.v. Og knap 60 procent har brug for at der tages hensyn til psykiske udfordringer som eksempelvis PTSD, angst, social fobi, eller depression, fortæller Kirsten T. Søgaard, souschef, arbejdsmarkedsafdelingen.
I undersøgelsen så man også nærmere på virksomhederne på havnen: hvad er deres behov for nye medarbejdere nu, om lidt og om tre år. Samtidig spurgte man dem, om de var villige til at stille sig til rådighed med øvebaner, sidemandsoplæring og måske dele medarbejdere. Cirka en tredjedel af havnens virksomheder deltog i undersøgelsen og meldte tilbage, at de har behov for ufaglært arbejdskraft nu og forventer et stigende behov i løbet af de nærmeste år.
Det undrer ikke Henrik Carstensen, der som direktør for havnen i Grenaa oplever virksomhedernes behov og vækst på sin daglige færden på havnen.
– Her i starten af 2020 har vi netop åbnet en færgerute til Halmstad, som vi forventer vil have omkring 300.000 rejsende om året. Det medfører naturligvis vækst til ikke bare havnen, men Norddjurs og Grenaa. Vi skal kunne understøtte virksomhedernes vækst, når de har behovet og ikke være bremsende, fortæller han.